Vi gider ikke stå på stadion: Tilskuere bliver væk fra Superligaen

Ni procent færre tropper op på stadion for at se deres yndlingsklub. De ser kampen i fjernsynet i stedet for.

Der er ellers ikke meget at juble over i Silkeborg. Publikum svigter kampene, og byens hold har i de første 12 kampe kun lokket lidt over 3000 tilskuere til fodbold i gennemsnit. Det er Superligaens laveste antal, og et fald på 24 procent i forhold til sidste sæson. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Færre står på stadion med et plasticglas med tynd fadøl i hånden, i mens de skråler med på klubsangen.

Til gengæld vælger flere at følge deres yndlingshold i Superligaen hjemme fra sofaen - og det kan få store konsekvenser for klubberne - ikke bare i faldende indtægter fra billetsalg, men også i færre kroner og øre fra sponsorerne.

Landsgennemsnittet for sæsonen 2012-2013 er 6454 tilskuere pr. kamp i Superligaen. Og det er et fald på lige over ni procent i forhold til sidste sæson.

Sportsøkonom: Se på USA

Troels Troelsen er sportsøkonom på CBS, og han mener, at klubberne skal kaste et blik over Atlanten, når de vil løse problemet.

- Måske kunne man begynde at have nogle interessante forkampe, så der ville komme flere folk. Der kan gøres rigtigt meget - det har de amerikanske sportsgrene vist til fulde. De kan få folk til at komme fem til seks timer før kampstart. Her trasker vi bare ind på stadion 10 minutter før kampstart. Det kan gøres bedre, siger han til DR Nyheder.

Det er især en ny TV-aftale, der giver klubberne problemer. Hele runden bliver nemlig vist i TV, og konsekvensen er altså, at flere er blevet tilbøjelige til at se kampen hjemme i sofaen. Men oplevelsen på stadion bliver også dårligere for de tilskuere, der er troppet op for at følge deres yndlingsklub. For jo færre der bakker op, klapper og synger med på sangene, jo mere trist en oplevelse bliver det også for de, der er der.

Værst i Silkeborg

Troels Troelsen mener, at den dårlige opbakning kan skyldes, at det har været en stor sportssommer med OL, EM og Tour de France. Men derfor bliver man alligevel nødt til at tage situationen alvorligt ude i klubberne, understreger han - ellers bliver konsekvenserne store.

- Så får klubberne færre indtægter, både fra tilskuerne og fra sponsorer og fra TV, siger han til DR Nyheder. 

Værst står det til i Silkeborg, hvor byens hold i de første 12 kampe kun har lokket lidt over 3000 tilskuere til fodbold i gennemsnit. Det er Superligaens laveste antal, og et fald på 24 procent i forhold til sidste sæson.

Dårlig atmosfære skræmmer folk væk

Og klubbens direktør, Kent Madsen, er ked af, at der ikke kommer flere.

- Vi har et problem med, at vores stadion er meget åbent. Det gør, at det er meget svært at skabe den gode fortættede atmosfære, og jo længere der er mellem tilskuerne, jo sværere bliver det. Det har en selvforstærkende effekt, for dem, der kommer og vil opleve en til tider atmosfæreforladt kamp, de har nok svært ved at komme igen en anden gang, siger han.

Facebook
Twitter