Sønderjyske-spilleren Christian 'Greko' Jakobsen havde en bemærkelsesværdig dag på kontoret.
I opgøret mod FC Helsingør havde Anders Egholm bragt gæsterne fra Haderslev foran, da Christian 'Greko' Jakobsen stemplede ind med sit første og mest mærkværdige højdepunkt i kampen.
Helsingør-backen Frederik Bay slog et indlæg til bagstolpen, som umiddelbart ikke lignede en farlig bold. Men det havde Christian 'Greko' Jakobsen tænkt sig at ændre på.
I et fuldstændigt mislykket forsøg på at lægge bolden død for sin målmand lykkedes det Sønderjyske-kanten at score i eget net.
Christian 'Greko' Jakobsen kunne dog glæde sig over, at han senere i kampen med sin scoring til 2-1 sikrede Sønderjyske sejren.
Se det komiske mål øverst i artiklen, hvor du også kan høre Christian 'Greko' Jakobsens egen reaktion på sin bemærkelsesværdige kamp.