VIDEO Brøndby træder forrest: Udvikler lovlig pyroteknik

Brøndby IF har gennem de seneste 12 måneder udviklet en ny form for pyroteknik, der vil være lovlig at bruge.

Brøndbys fans kan formentlig se frem til at gå til fodbold på en mere lovlig måde, end de nogle gange gør, når de medbringer pyroteknik

Det er ofte flot at se på, men det gør det ikke mindre ulovligt at have med på stadion. Pyroteknik er ofte et stort samtaleemne blandt fans. De ved, at det er forbudt at medbringe på grund af farligheden, men det ses alligevel igen og igen på stadions verden over.

Det har fået Brøndby til at overveje, hvordan de kan undgå de farlige situationer, og efter 12 måneders samarbejde med Danske Fodbold Fanklubber, Brøndby IF’s fangrupper og pyrotekniker Tommy Cordsen har de nu sammen udviklet en lovlig pyroteknik.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi også har set fyrværkeri til vores fodboldkampe. Ligesom mange andre klubber i både Danmark og Europa. Den problematik er ikke rigtig kommet nogle vegne. Derfor har vi kigget på, hvad vi kunne gøre ved det, siger Brøndby IF’s sikkerhedschef, Mickel Lauritsen.

- Det mest væsentlige er, at det er lovligt, og samtidig så er den varmepåvirkning, der er fra dem her kontra et nødblus, måske små 1500 grader til forskel, hvilket betyder, at det rent sikkerhedsmæssigt bliver mere forsvarligt at have med at gøre, forklarer han.

Brugbar dato uvist

Selvom de er kommet langt i processen, så er der stadig mange foranstaltninger, der skal tages højde for, før den første lovlige pyroteknik bliver set på stadion. Brøndby er derfor meget påpasselige med at sætte en dato på.

- Vi skulle meget gerne tale inden for to sæsoner, men det er meget svært at sætte tidspunkt på. Vi er kommet rigtig langt allerede, og selvfølgelig håber vi på at komme helt i mål inden for kort tid, siger Mickel Lauritsen.

Udover den markant mindre varme, der gør det muligt at køre sin hånd gennem ilden, så er det også nemt at slukke pyroteknikken med vand, hvilket er en markant forbedring fra den ulovlige pyroteknik, der bliver set på stadion i dag.

Facebook
Twitter