VIDEO Chancefattigt opgør mellem Sønderjyske og OB ender målløst

Hverken Sønderjyske eller OB kunne fredag aften score i Haderslev. Det halvkedelige opgør endte derfor 0-0.

Sønderjyske og OB indledte fredag aften anden halvdel af grundspillet i Superligaen, da mandskaberne spillede 0-0 på Sydbank Park i Haderslev.

OB var kampen igennem det mest ivrige mandskab, men holdet kunne ikke udnytte overtaget i et kedeligt opgør med få målchancer.

Resultatet betyder, at Sønderjyske fortsat er placeret på ottendepladsen, mens OB avancerer en enkelt position, og holdet ligger nu på tiendepladsen.

Sønderjyske er noteret for 17 point i 14 kampe, mens OB for samme antal kampe har to point færre.

Første halvleg havde en lav underholdningsværdi, hvor udeholdet havde bolden mest, mens Sønderjyske afventende satsede på kontraangreb.

OB formåede ikke at udnytte spilovertaget til åbne chancer, og i stedet fik hjemmeholdet kampens hidtil største chance i slutningen af første halvleg.

Sønderjyskes Mart Lieder sparkede drilsk bolden mod mål, men OB-målmand Sten Grytebust fik pareret bolden til hjørne.

Efter pausen fortsatte OB med at dominere kampen via megen boldbesiddelse.

Sønderjyskes spillere virkede godt tilfredse med det uafgjorte resultat, og holdet trak sig langt tilbage på banen, mens OB forsøgte at slå kapital af overtaget.

Gæsterne virkede dog ganske ufarlige, når spillerne havde bolden, og i stedet var Sønderjyske tæt på at stjæle sejren med ti minutter tilbage af opgøret.

Hjemmeholdets Alexander Bah fik bolden på kantet af feltet, og kantspillerens flotte forsøg ramte overliggeren.

Sønderjyske skal i næste runde møde Vendsyssel FF på udebane, mens OB hjemme tager imod bundholdet Hobro IK.

/ritzau/

Facebook
Twitter