VIDEO Helsingør-spiller i ekstase: Jeg kan ikke engang fatte det selv

FC Helsingør skabte sensationen og skaffede Superliga-billetten til stor overraskelse for dem selv.

Det var nok de færreste, der havde regnet med at skulle se FC Helsingør i Superligaen i den kommende sæson. Selv spillerne havde svært ved at fatte det efterfølgende.

- Det er helt surrealistisk det her. Jeg har ikke engang opfattet det selv. Det er kraftedeme Superliga! Det er så vildt. Så fedt. Det er den største drøm, som er gået i opfyldelse, siger FC Helsingør-spilleren Tobias Christensen.

- Vi havde bare ambitionen om at blive i 1. division, og nu står vi her. Det er helt sygt. Jeg kan ikke engang fatte det selv. Jeg er så stolt og glad på drengenes vegne, jubler han med stor glæde.

Den store glæde bliver bakket op af forsvarsspillere Rasmus Minor Petersen, som scorede i den første kamp mod Viborg og lagde op til det afgørende mål i dagens kamp.

- Det er kæmpe stort, synes jeg. Det er en lille klub med et kæmpe hjerte, forklarer han.

Tilfældigvis har Rasmus Minor Petersen planlagt sin bryllupsfest på dagen for Superliga-starten, men han er ikke bange for, at den kommende kone bliver skuffet.

- Det kan være, at vi kan rykke en af kampene. Eller rykke festen ind på stadion. Det skal nok lykkes, griner han.