VIDEO Langskudsmål banker FC København i toppen af Superligaen

Efter fem københavnske nederlag i træk til FCM i 2018 lykkedes det søndag FCK at få ram på guldrivalerne.

Med en sejr over FC Midtjylland overtog FC København søndag førstepladsen i Superligaen.

I en begivenhedsrig afslutning mellem ligaens nummer et og to sikrede indskiftede Ján Gregus værterne en sejr på 2-1, da han otte minutter før tid bragede et langskud forbi Jesper Hansen i FCM-målet.

Efter fem nederlag i træk til FCM i 2018 fik Gregus dermed sat en ende på en skidt FCK-tendens mod de midtjyske guldrivaler.

Blot fire minutter før Gregus' sejrsmål havde Paul Onuachu ellers udlignet for gæsterne til 1-1 og lagt en dæmper på stemningen hos størstedelen af de 18.553 tilskuere i Parken.

Et frispark blev sendt ind i FCK-feltet, og Onuachu fik med hælen bolden til at trille i mål.

Opgøret nærmest eksploderede i det sidste kvarter, efter at kampen havde været intens, men særdeles chancefattig i de første 75 minutter.

Robert Skov havde bragt FCK i front med 1-0 på et straffespark efter en halv time, efter at Erik Sviatchenko helt unødvendigt havde nedlagt ham ved baglinjen.

Formstærke Skov kom løbende bag Sviatchenko og klemte sig ind foran FCM-forsvareren, som fik spændt ben for FCK-spilleren.

Dommer Jakob Kehlet var ikke i tvivl om straffesparket, selv om gæsterne stimlede sammen om ham og protesterede kraftigt.

Robert Skov lagde sikkert bolden ind ude ved den ene stolpe til 1-0, mens Jesper Hansen i FCM-målet kastede sig modsat.

Kontrovers

Netop Skov og Sviatchenko havde en kontrovers for tre uger siden, da FCM sendte FCK ud af pokalturneringen. Her anklagede Sviatchenko efterfølgende søndagens matchvinder for at mangle respekt, efter at de to havde haft et verbalt sammenstød i kampen.

Frem til føringsmålet havde FCK haft svært ved at få åbnet den midtjyske defensiv i en særdeles intens, men chancefattig affære.

Frem til de eksplosive slutminutter lykkedes det gæsterne at få godt lukket ned for det meste, og det gav nogle særdeles gode kontramuligheder for FCM, der havde chancen for at tage føringen efter 20 minutter.

Her blev et hjørnespark til FCK clearet, og det betød, at hurtige Gustav Wikheim omkring midterlinjen fik skabt en tre-mod-en-situation, som Awer Mabil dog fik ødelagt med en skidt aflevering.

Ofte har midtjyderne udnyttet Kian Hansens lange indkast til at drille FCK i de indbyrdes opgør, men dem så man ikke så meget til søndag aften.

Bandereklamerne i Parken var stillet så tilpas tæt på kridtstregerne, at det var svært at gennemføre de lange indkast, så gæsterne måtte primært forsøge at spille sig igennem.

FCK topper Superligaen med 38 point foran FCM med 35 efter 17 spillerunder. Nærmeste forfølger er Esbjerg med 26 point.

/ritzau/

Facebook
Twitter