VIDEO Lieders gyldne hæl sikrer Sønderjyske tre point

Sønderjyske var nede 0-1 ved pausen, men to hurtige mål var med til at sikre en sejr over Vendsyssel FF.

Sønderjyske var på vej mod et truende 0-1-nederlag, men to hurtige mål efter pausen grundlagde gæsternes 3-2 sejr fredag ude over Vendsyssel FF.

Hjemmeholdet indledte kampen i Superligaen med et højt pres, hvor Vendsyssel flere gange spillede sig fint igennem gæsternes forsvar. Den friske start på kampen gav da også pote efter 14 minutter.

Her krøllede Jon Thorsteinsson på fornem vis på et frispark bolden ind bag keeper Sebastian Mielitz i Sønderjyskes mål.

Scoringen kom som resultatet af et stormløb mod gæsternes mål i kampens indledning.

Resten af første halvleg forløb mere afvekslende, og Vendsyssel gik til pause med en 1-0-føring.

Det skulle en pauseindskiftning fra Sønderjyske-træner Claus Nørgaard dog hurtigt ændre på.

Efter en dårlig clearing i Vendsyssels forsvar kunne en netop indskiftet og helt fri Christian Jakobsen let bringe balance i regnskabet to minutter inde i anden halvleg med sin scoring til 1-1.

Målet satte for alvor gang i Sønderjyske. Fem minutter senere fandt Mart Lieder flot Alexander Bah med hælen, og kantspilleren svigtede ikke på friløberen.

Derfor kunne gæsterne bringe sig foran 2-1, og efter fem gyldne minutter lige efter pausen havde Sønderjyske vendt kampen på hovedet.

Gæsterne var generelt som forvandlet i anden halvleg. Det resulterede i endnu en scoring efter 71 minutter.

Endnu gang var Lieders hæl involveret, da hollænderen ekvilibristisk styrede bolden ind bag Nicolai Flø i Vendsyssel-målet.

Med fem minutter igen bragte Emmanuel Ogude spændingen tilbage i opgøret, da han reducerede til 2-3.

Dermed kan gæsterne tage en flot 3-2 sejr med fra Hjørring, hvilket efterlader sønderjyderne på Superligaens fjerdeplads.

Vendsyssel har efter nederlaget 15 point efter 15 ligakampe.

/ritzau/

Facebook
Twitter