VIDEO N'Doye igen i målhumør: FCK vinder 1-0 over OB

Dame N'Doye blev matchvinder, da FCK søndag eftermiddag vandt med 1-0 over OB i Superligaen.

OB har stadig sæsonens første sejr til gode, efter at holdet søndag eftermiddag på hjemmebane tabte 0-1 til FC København i Superligaen.

Dame N’Doye scorede kampens eneste mål og blev dermed matchvinder.

Kampen startede dramatisk, da OB’s Jacob Barrett Laursen pådrog sig en hovedskade og måtte lade sig udskifte.

Efterfølgende bølgede kampen frem og tilbage med chancer i begge ender. Trods et par fremragende redninger af Sten Grytebust i OB-målet, kunne han ikke forhindre Dame N’Doye i at score kampens eneste mål.

Med nederlaget har OB stadig ikke vundet efter de fire første kampe i Superligaen, mens FCK indtager Superligaens førsteplads.

Kampen begyndte bedst for OB. Godt fem minutter inde i kampen fik Casper Nielsen trykket af uden for feltet, men bolden gik over mål.

Den største chance tilfaldt dog FCK. I første halvlegs overtid kom Rasmus Falk først på et hovedstød, men en fantastisk redning af Sten Grytebust forhindrede københavnerne i at tage føringen.

Efter en times spil fik FCK’s Denis Vavro blokeret et skud fra Mathias Jørgensen, mens Robert Skov i den anden ende afsluttede i sidenettet.

Rasmus Falk var utrolig tæt på at bringe FCK foran, da han efter 75 minutters spil hamrede bolden på overliggeren.

Det var dog FCK, der trak det længste strå, da Dame N’Doye efter 85 minutter bragte københavnerne foran med 1-0 på et hovedstødsmål.

Med nederlaget har OB kun formået at hente et point i sæsonens første fire kampe.

FCK indtager derimod ligaens førsteplads med en kamp mere i hånden end Brøndby IF på andenpladsen.

/ritzau/

Facebook
Twitter