VIDEO Ny AaB-træner debuterer med knusende sejr i Esbjerg

AaBs nye cheftræner Jacob Friis fik en drømmedebut, da hans hold i overbevisende og effektiv stil vandt 4-1.

Jacob Friis fik en drømmedebut som cheftræner i AaB fredag aften, da klubben på udebane besejrede Esbjerg 4-1 i Superligaen.

Jacob Friis tog over som midlertidig cheftræner, da AaB tidligere på ugen fyrede Morten Wieghorst fra jobbet.

Nordjyderne var før kampen uden ligasejr siden 23. september, da Hobro IK blev slået 5-0, men det blev der ændret på, da holdet med en uhyggelig skarphed straffede vestjyderne hårdt.

De forvandlede gæster tog fra første fløjt initiativet og med direkte spil lykkedes det både offensivspillerne Lucas Andersen og Kasper Kusk at komme til afslutninger.

Tre minutter før pausen åbnede Lucas Andersen målfesten, da han alene med målmand Jeppe Højbjerg scorede sikkert efter en stor fejl af Esbjerg-anfører Markus Halsti længere fremme på banen.

I det 45. minut blev det også 2-0 til AaB, da Lucas Andersen tæt under mål blot skulle sætte indersiden på et indlæg.

Esbjerg kom aggressivt ud efter pausen i jagten på en hurtig reducering, og efter blot fem minutter var angriber Adrian Petre tæt på, men han måtte se sit frispark tage overliggeren.

Kort efter punkterede AaB alle vestjyske drømme om point, da midtbanespiller Rasmus Thellufsen udnyttede, at han havde masser af plads i feltet. Via en kontrolleret inderside blev det således 3-0 til AaB.

Helt galt gik det så for Esbjerg i det 55. spilleminut, da også Kasper Kusk ville på tavlen. Midtbanespilleren scorede således til 4-0 på en flot afslutning fra kanten af feltet.

Herefter skulle tiden bare gå for begge mandskaber, og det fik ingen betydning, at midtbanespiller Joni Kauko kunne heade en reducering i mål til 1-4 kort før tid.

Resultatet betyder, at AaB avancerer fra syvendepladsen til en placering som nummer fire. Esbjerg har på tredjepladsen et point mere end aalborgenserne.

/ritzau/

Facebook
Twitter