VIDEO Sana-missil sikrer AGF sejren i Hobro

I en rodet forestilling i Alka Superligaen scorede Tobias Sana AGF's mål i sejren på udebane over Hobro.

AGF fik mandag aften en god start på forårssæsonen, da det på udebane blev til sejr på 1-0 over Hobro i Alka Superligaen.

AGF er fortsat nummer 11 i ligaen, men med sine 22 point er der nu kun fem point op til top-6, der udløser en plads i mesterskabsslutspillet.


Trods nederlaget holder Hobro sig på sjettepladsen med 27 point.


Hverken hjemmeholdet fra Hobro eller gæsterne fra AGF havde vundet i de tre seneste kampe i ligaen, og det satte sit præg på kampen, der aldrig blev en flot spillet kamp.


AGF startede kampen med en ny angrebskonstellation bestående af Mustapha Bundu og Tobias Sana, og sidstnævnte endte med at blive kampens eneste målscorer med et flot mål efter pausen.


Det nye makkerpar voldte fra begyndelsen af kampen Hobro problemer, uden at gæsterne dog fik spillet sig til de store muligheder.


Værterne havde i indledningen af opgøret store problemer med at holde fast på bolden, og det resulterede i en rodet åbning på kampen, hvor de store chancer udeblev.


Som halvlegen skred frem, kom hjemmeholdet bedre med, men AGF var farligst.


Efter en god halv time burde det være blevet til en føring til gæsterne, da Pierre Kanstrup modtog bolden i Hobros felt. I helt fri position hamrede AGF-anføreren dog bolden over.


AGF skulle få endnu en god mulighed i slutningen af halvlegen. Tobias Sana fik chancen for at sikre AGF en pauseføring, men svenskeren fik ikke udnyttet et frispark midt for mål.

Fornem scoring


Kampen åbnede sig mere op efter pausen, og der var gode tilbud til begge hold i starten af anden halvleg. Som i første halvleg manglede skarpheden dog i de afgørende situationer.


Efter 65 minutter blev dødvandet dog brudt, da AGF's Tobias Sana tog et træk ind i banen og flot sparkede bolden ind bag en sagesløs Jesper Rask i Hobros mål til en 1-0-føring til gæsterne.


AGF fik muligheden for at øge føringen, da Mustapha Bundu fik testet Jesper Rask, der hev en fodparade frem.


Trods optræk til flere muligheder kom der ikke flere mål, og Hobro har nu blot fået et point i de seneste fire kampe.


I næste runde skal Hobro til Randers, mens AGF hjemme får besøg af Sønderjyske.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve