VIDEO Superligadommer: Sygdom sendte mig mod dommerdrømmen

24-årige Mikkel Redder var en dygtig fodboldspiller, men et sygdomsforløb spændt ben for ham, og skabte i stedet ambitionen om at blive dommer på eliteniveau.

Mikkel Redder er den yngste Superligadommer nogensinde. Men dommerdrømmen tændtes først for den unge nordjyde, efter en livstruende hjernesvulst satte en stopper for fodboldkarrieren.

Han spillede selv fodbold på højt niveau og havde en lovende målmandskarriere foran sig. Men som 14-årig begyndte det unge stortalent at mærke ændringer i kroppen. Ændringer der skulle vise sig at udviske den ellers nøje planlagte vej for unge Mikkel Redder.

- Jeg kunne mærke, at min krop begyndte at ændre sig, jeg kunne mærke, at min personlighed begyndte at ændre sig, siger Mikkel Redder.

- Jeg begyndte at tage på, min mave blev gigantisk, min krop blev bare mærkelig. Jeg husker tydeligt det blik, som jeg fik af lægen, da hun begyndte at undersøge mig. Jeg havde lilla strækmærker over det hele, og jeg fik beskeden om, at jeg havde Cushings Syndrom.

Cushings Syndrom er en svulst, der sidder og trykker på hypofysen i hjernen. En svulst som spillede Mikkel Redders hormoner et puds og som fik kiloene til at sætte sig på kroppen unaturligt hurtigt.

En hasteoperation var uundgåelig, hvis han skulle overleve.

Tilbage på grønsværen – nu uden benskinner og fodboldstøvler

Operationen var vellykket og på mindre end tre måneder smed Mikkel Redder over 20 kilo. På rekordfart var den unge målmand igen i topform. Bare ikke som fodboldspiller.

- Det løb var kørt, kunne jeg godt mærke. Jeg ville ikke nøjes med at spille på breddeniveau, jeg ville noget mere med fodbolden, siger han.

Mikkel Redder skiftede i stedet målmandshandskerne ud med en dommerfløjte, og derfra tog den nye karriere fart. I dag er den 24-årige nordjyde Superligaens yngste dommer nogensinde, og det har han selv et bud på, hvordan er lykkedes.

- Jeg har været igennem nogle ting i livet, og det tror jeg er med til, at spillerne godt kan lide mig og accepterer mig, fordi der er et menneske bag. Jeg tror, at de ting jeg har med i bagagen, har været med til at modne mig og gøre mig til en god superligadommer, siger Mikkel Redder.

Mikkel Redder har allerede dømt fire Superligakampe i sæsonen og skal i den kommende weekend igen dømme i sæsonens 12. runde.

Facebook
Twitter