VIDEO Teenager sikrer FCK sejren i overtiden mod Brøndby

Sæsonens andet københavnerderby mellem Brøndby og FC København blev afgjort i overtiden af unge Jonas Wind.

19-årige Jonas Wind afgjorde søndagens tidlige derby i Superligaen mellem Brøndby og FC København med et mål i overtiden.

Den indskiftede FCK-angriber dukkede op i feltet og hamrede bolden ind via stolpen.

Indtil da havde det lignet en nulløsning mellem de to ærkerivaler.

De 20.731 fremmødte tilskuere sørgede for en flot kulisse på Brøndby Stadion, men de blev ikke belønnet med scoringer i de første lidt over 90 minutter.

I det hele taget var der ikke ret mange gennemspillede angreb med poleret og flot fodbold.

Første halvleg var værst, mens anden halvleg faktisk endte med at blive ganske underholdende.

FC Københavns Jan Gregus fik kampens første chance efter 17 minutter, men midtbanespilleren ramte ikke målet på sit langskud.

Minuttet efter var det Brøndby-angriberen Kamil Wilczeks tur til at skyde langt udefra, men bolden gik over mål.

Brøndby-angriberen Uffe Bech blev skadet og måtte dybt frustreret udgå allerede efter ti minutter.

Ante Erceg, som kom ind i stedet for Bech, havde Brøndbys største chance i første halvleg, men angriberens afslutning tæt på mål efter 25 minutter var for svag.

FCK var farligst i slutningen af første halvleg, hvor Nicolai Boilesen havde et skudforsøg, men bolden sad lige i favnen på Brøndby-keeper Marvin Schwäbe.

Også FCK-angriberen Pieros Sotiriou headede på mål, men ind ville læderkuglen ikke.

I anden halvleg blev der åbnet mere op for fodboldbraget, og der burde være blevet scoret flere end det ene mål i overtiden.

Et nærgående frispark fra FCK's formstærke kantspiller Robert Skov blev pareret til hjørne af Schwäbe, og derefter kom mulighederne i en lind strøm.

FCK-angriberen Dame N'Doye fik serveret bolden på et sølvfad helt fri ved bageste stolpe, men headede forbi den ene stolpe. Han græmmede sig forståeligt efterfølgende.

Kort efter var det Ercegs tur til at brænde for Brøndby, som havde løsnet lidt op for de stramme defensive bånd, der prægede starten af opgøret.

FCK fik mere plads at spille på, og det gav flere chancer til udeholdet. Boilesen fik pludselig bolden i fri position, men backen formåede heller ikke at åbne scoringen. Det gjorde Wind til gengæld til sidst.

Med sejren er FCK lige nu placeret på førstepladsen i ligaen med 34 point efter 15 kampe.

Brøndby er helt nede på niendepladsen med skuffende 18 point.

/ritzau/

Facebook
Twitter