VIDEO Tjubang-bold i Esbjerg: Vendsyssel tager sin anden sejr i Superligaen

I en stærkt underholdende kamp lykkedes det Vendsyssel at slå Esbjerg med 3-2 på udebane.

Vendsyssel FF fortsatte lørdag med at imponere i Superligaen.

Her hentede oprykkeren klubbens anden sejr på stribe, da holdet på udebane slog Esbjerg med 3-2.

Nordjyderne grundlagde sejren på fem effektive minutter i slutningen af første halvleg, hvor holdet scorede to gange og lammede Esbjerg, der trods hurtig reducering ikke kunne komme tilbage.

Dermed spillede oprykkeren sig op på førstepladsen i ligaen med seks point og en målscore på 6-4.

Esbjergenserne kom ellers bedst i gang med opgøret, hvor både offensivspillerne Anders Dreyer og Adrian Petre kom frem til gode muligheder.

Skarpheden var dog ikke med Esbjerg, og Vendsyssel-defensiven anført af en storspillende Nikolai Flø i målet afværgede derfor alle tilnærmelser.

Kyniske Vendsyssel

Stille og roligt kunne gæsterne derfor arbejde sig ind i opgøret, og da tingene skulle afgøres, viste holdet den rette kynisme.

I det 40. minut bragte Lucas Jensen Vendsyssel foran stik imod spil og chancer. Kantspilleren kom først på et indlæg og kunne uden problemer heade bolden i mål via stolpen.

I første halvlegs sidste minut blev det 2-0 til Vendsyssel, da Esbjergs Daniels Anyembe på en nedfaldsbold sparkede bolden ind på Sebastian Czajkowski, der efterfølgende ikke kunne undgå at sende bolden i mål.

Esbjerg kom blæsende ud fra anden halvlegs begyndelse, og det gav pote efter blot tre minutters spil. Adrian Petre kunne således reducere til 1-2 efter et fladt indlæg.

20 minutter før tid kom gæsterne så tættere på en afgørelse, da Washington Brandao udnyttede passivitet i Esbjergs forsvar i en omstilling og roligt lagde bolden i nettet til 3-1.

Få minutter før tid reducerede Adrian Petre med sit andet mål for Esbjerg, da han efter et hjørnespark hamrede bolden ind til 2-3, men tættere på point kom hjemmeholdet dog ikke.

Mens Vendsyssel har maksimumpoint efter de to første runder i Superligaen, så har Esbjerg hentet et enkelt point i to kampe.

/ritzau/

Facebook
Twitter