VIDEO Vendsyssels lynmål suser ind på andenpladsen: Her er Superligaens 5 hurtigste kasser

Vendsyssels Tiemoko Konate scorede allerede efter 14 sekunder i søndagens opgør mod AGF.

Peter Utaka, Emil Lyng og Peter Graulund er alle på listen over de fem hurtigste mål i Superligaens historie. Foto: Scanpix

Der findes få ting mere frustrerende for et fodboldhold end at komme bagud allerede i løbet af de første sekunder af en kamp.

Søndag overgik den skæbne AGF, da Vendsyssel bragte sig foran allerede efter 14 sekunder.

Et mål, der hopper op som det næsthurtigste mål i Superligaens historie. Her har vi samlet de fem herrer, der har været hurtigst til at putte bolden i kassen.

Nr. 5: Peter Graulund, 16 sekunder, AGF, juli 2009

AGF's Peter Graulund kom blæsende ud af starthullerne i superligasæsonen 2009/10.

I sæsonens allerførste kamp var AGF oppe mod AaB, og her skulle Graulund kun bruge 16 sekunder på at banke bolden i nettet.

Desværre for AGF kunne Graulund og co. ikke holde dampen oppe gennem hele sæsonen, og 'de hviie' fra Aarhus endte med at rykke ned.

Nr. 4: Peter Utaka, 16 sekunder, OB, august 2009

Bare en måned efter Graulunds lynscoring kom der endnu en lynhurtig kasse i Superligaen.

Denne gang skete det i Silkeborg, hvor OB var på besøg.

Her var Peter Utaka på pletten med et af sine 52 mål for OB efter 16 sekunder.

Nr. 3: Emiliano Marcondes, 15 sekunder, FC Nordsjælland, maj 2014

I næstsidste spillerunde af sæsonen 2013/14 kæmpede Viborg FF for at holde en spinkel chance om at undgå nedrykning i live.

Men opgøret mod FC Nordsjælland startede ganske forfærdeligt, da Emiliano Marcondes allerede 15 sekunder headede kuglen i kassen.

FC Nordsjælland vandt kampen 3-1, og Viborg rykkede ned.

Nr. 2: Tiemoko Konate, 14 sekunder, Vendsyssel FF, marts 2019

Søndagens lynscoring i opgøret mellem Vendsyssel og AGF klemmer sig ind på andenpladsen over de hurtigste mål i Superligaens historie.

En nærmest ufattelig markeringsfejl i AGF's forsvar gav Vendsyssels ivorianer Tiemoko Konate frit løb mod mål og med en stiv tå prikkede han bolden i kassen.

Vendsyssel måtte dog nøjes med 1-1 i opgøret.

Nr. 1: Emil Lyng, 9 sekunder, FC Nordsjælland, marts 2009

FC Nordsjælland tog for alvor Esbjerg på sengen, da de to hold mødtes i 2009.

Efter nordsjællænderne havde givet bolden op, sendte de tre mand i fuldt firspring ned mod det vestjyske felt, og med en indøvet kombination blev bolden lagt derop.

Her kom Emil Lyng først på en ripost og scorede det hurtigste mål i Superligaens historie efter ni sekunder.

Facebook
Twitter