Vildfaren og stiv AGF-fan holder ikke med AGF

Den AGF-fan, der tiltrak sig en del opmærksomhed ved at troppe op til en kamp på Brøndby Stadion, der skulle spilles uden tilskuere, holder slet ikke med AGF.

Morten Glad Virenfeldt fakede en solid brandert, da han stillede op til interview foran Brøndby Stadion. (© Ekstra Bladet.)

Den stive AGF-fan, der i forrige weekend var rejst hele vejen fra Aarhus blot for at blive afvist ved indgangen til Brøndby Stadion, viser sig nu slet ikke at holde med AGF.

Det var Ekstra Bladets web-tv, der kunne vise et interview med den forurettede fan, som påstod, at han ikke vidste, at heller ikke AGF's tilhængere var velkomne på stadion til kampen, der skulle spilles for tomme tribuner.  

Ekstra Bladet er efterfølgende gået på jagt efter mandens virkelige identitet, og fandt frem til navnet Morten Glad Virenfeldt, der har indrømmet, at han ikke holder med hverken AGF eller Brøndby. Hans lille mediestunt havde til gengæld til formål at gøre opmærksom på det uretfærdige i, at aarhusianske fans ikke kunne støtte op om deres hold, fordi Brøndbys tilhængere havde lavet ballade.

- Der skulle startes en dialog med DBU (Dansk Boldspil-Union,red.) om, at de kunne have sendt nogle billetter i unikke farver, så AGF's fans kunne komme med og støtte deres hold. AGF har jo ikke gjort noget, så hvorfor skal de straffes, siger den åbenbart uægte fan til Ekstra Bladets web-tv. 

Youtube-klippet kan ses ovenover. Det er lagt på af brugeren DonPigofDenmark.

Facebook
Twitter