Superligatrænere kårer Wilczek som forårets profil

Brøndbys Kamil Wilczek har scoret 11 mål i forårets kampe og kan nu glæde sig over trænernes kåring.

Brøndbys Kamil Wilczek har med 11 scoringer i foråret haft nemt ved at finde vej til nettet. (Foto: Torben Christensen /Scanpix © (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2010))

Brøndbys Kamil Wilczek har haft mål i støvlerne i forårssæsonen, og nu kan han også glæde sig over kåringen som forårets profil.

Det skriver Tipsbladet, som uddeler prisen.

Den polske angriber er valgt af de 14 trænere i Alka Superligaen, og han vinder prisen foran FC Københavns Viktor Fischer og FC Midtjyllands Jakob Poulsen.

- Det er en stor ære for mig, da trænerne fra de andre klubber jo bruger meget tid på at analysere modstanderne og dermed har et stort overblik over alle spillerne i Superligaen.

- Så at de har peget på mig som forårets profil, er en stor ære. Jeg er utrolig taknemmelig for det fællesskab, vi har i truppen, og denne pris er også mine holdkammeraters, siger Wilczek til Tipsbladets hjemmeside.

Det er første gang siden 2005, at en Brøndby-spiller kan glæde sig over en af profilkåringerne. I efterårssæsonen var det FC Nordsjællands Emiliano Marcondes, der løb med hæderen.

Marcondes er siden skiftet til Brentford i den næstbedste engelske række.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve