Svensk fodboldspiller springer ud

Anton Hysén, der er søn af den tidligere svenske landsholdsspiller Glenn Hysén, er sprunget ud som bøsse.

- Hvor let er det egentlig for en 16-årig fodboldknægt at spinge ud som bøsse foran sine holdkammerater?

Sådan spurgte den tidligere svenske landsholdsspiller Glenn Hysén, da han i 2007 holdt åbningstale ved en Pridefestival. Nu viser det sig, at Hysén talte om sin egen søn.

Anton Hysén havde få måneder forinden fortalt sin familie det, og nu fortæller han også offentligheden om sit seksuelle ståsted. I et interview med fodboldmagasinet Offside siger han, at hans åbenhed vil få stor symbolværdi.  

- Jeg spiller måske ikke i Allsvenskan, men jeg vil alligevel bevise, at det ikke behøver være så stor en ting. Jeg er fodboldspiller. Og homoseksuel. Hvis jeg præsterer som fodboldspiller, tror jeg ikke, at det spiller nogen rolle, om jeg kan lide kvinder eller mænd. So what, lissom...

Siger nu 20-årige Hysén, der spiller i 2. divisionsklubben Utsikten, hvor hans far er træner.

Han vedgår dog en frygt for, at historien kan få negativ indflydelse på hans videre fodboldkarriere.

- Der findes folk, der ikke kan klare homoseksuelle. En klub er måske interesseret i mig, men så finder træneren ud af, at jeg er bøsse, og så ændrer de mening, siger Anton Hysén, der er ud af en rigtig fodboldfamilie.

Brødrene Tobias (IFK Göteborg) og Alexander (Sundsvall) spiller også fodbold, og faderen Glenn nåede 68 landskampe for Sverige og spillede blandt andet for Fiorentina og Liverpool.

Facebook
Twitter