Svenskere dropper sag mod Danmark: Fodboldkvinder slipper med bøde og nederlag

Dommen til de danske fodboldkvinder står ved magt, efter svenskerne har besluttet ikke at gå til den internationale sportsdomstol (CAS).

Det er nu sikkert, at Nadia Nadim og resten af det danske landshold kun straffes med bøde og et 0-3-nederlag. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det Svenske Fodboldforbund (SvFF) har besluttet ikke at gøre mere i sagen om den aflyste kvindelandskamp mellem Danmark og Sverige.

- Vi gør ikke yderligere i denne sag, lyder det i en mail til Ritzau fra Andreas Jansson, der er kommunikationschef i SvFF.

Danmark blev i første omgang straffet af Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) disciplinærudvalg med et 0-3-nederlag og en bøde på 150.000 kroner for at udeblive fra en VM-kvalifikationskamp i oktober i Göteborg. Det skete i kølvandet på en konflikt mellem spillerne og DBU.

Men den afgørelse var svenskerne af principielle årsager ikke tilfredse med. Derfor ankede svenskerne sagen til Uefas appeludvalg, som 2. februar meddelte, at den svenske appel var afvist.

Det fik svenskerne til at overveje at udnytte den sidste ankemulighed, som var at tage sagen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Men tirsdag meddeler SvFF, at man ikke tager det skridt.

I mailen til Ritzau understreger svenskerne, at sagen for dem har været af principiel karakter, og at svenskernes utilfredshed med dommen ikke har været rettet mod det danske landshold eller Dansk Boldspil-Union.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve