Terrorfrygt får Silkeborg til at aflyse Tyrkiet-tur

Silkeborg har valgt at aflyse træningslejren i Tyrkiet, da spillerne var bekymrede over sikkerheden

Nicklas Helenius og resten af Silkeborg-truppen dropper en planlagt træningslejr i det terror-ramte Tyrkiet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Superligaklubben Silkeborg har endegyldigt valgt at aflyse træningsturen til Tyrkiet, fordi flere spillere er bekymrede over sikkerheden i landet.

Det oplyser Silkeborg-træner Peter Sørensen til Midtjyllands Avis.

- Vi har lyttet til spillerne, og der er en udtalt bekymring om at rejse til Tyrkiet.

- Selv om de fleste nok var taget med, hvis jeg insisterede på, at vi rejste, har vi valgt at lade være, siger Peter Sørensen til Midtjyllands Avis.

Træningsturen har været et varmt emne i klubben i de seneste uger, da flere spillere ikke følte sig trygge ved at rejse til Tyrkiet grundet landets nuværende sikkerhedssituation.

/ritzau/

Facebook
Twitter