Til at tude over - U/19-drengene misser EM

Portugal vandt 1-0 i søndagens gruppefinale, og dermed kommer de unge talenter ikke med til EM.

Det lykkedes ikke for U/19-landsholdet at sikre sig billet til EM-slutrunden til sommer.

I den svære udekamp i Barcelos tabte de unge danskere 0-1 til Portugal og må se portugiserne rejse til Litauen i juli måned for at deltage i U/19-EM. Scoringen faldt to minutter før tid og efter en kamp, hvor danskerne fik udvist målmanden allerede efter fem minutter.

- Jeg ville 1000 gange hellere være blevet kørt over og tabt fair and square, men i stedet taber vi på denne måde. Det er til at tude over. Og så er det ekstra frustrerende, at vi ikke får vist disse drenge til EM-slutrunden.

- Vi havde et hold, der kunne spille med til det sidste og ikke bare ikke hold, der skulle være glad for at være med, og nu får vi ikke lov til at vise det. Det er sgu det, som er så frustrerende, siger landstræner Thomas Frank til DBU's hjemmeside.

To gange straffespark

Thomas Franks udvalgte fik den værst tænkelige start på aftenens gruppefinale, da målmand Oliver Korch blev udvist efter fem minutters spil. FC Midtjylland-keeperen nedlagte Hélder Costa og så rødt, samtidig med at portugiserne fik tilkendt straffespark.

Bruma, der kaldes "den nye Ronaldo", brændte det efterfølgende straffespark, men i det 88. minut tog Sporting-spilleren revanche og scorede sejrsmålet - efter endnu et straffespark.

Danmark slutter på andenpladsen i kvalgruppe 3 med seks point - Portugal vinder gruppen med ni point.

Landstræner Thomas Frank måtte altså allerede tidligt i kampen skifte ud, da Korch blev udvist. Frank hev straks FCN-angriberen Kristian Lindberg ud for at få OB-målmand Casper Radza på banen. Og Radza holdt Danmark inde i kampen ved at redde straffesparket fra Bruma.

Værterne fra Portugal havde absolut flest chancer, men Danmark var også med i kampen. Kenneth Zohore fra Fiorentina havde et par stykker. I anden halvleg dominerede danskerne i flere perioder, men formåede ikke at score.

Danmark havde tidligere i turneringen besejret både Tjekkiet og Bulgarien med 5-0. Portugal havde også to sejre, og en samlet målscore på 11-1. Derfor kunne portugiserne klare sig med uafgjort mod Danmark.

Det er 12 år siden Danmark sidst har haft et U19-landshold til EM, og nu kom det, som kaldes Danmarks gyldne årgang med flere udlandsprofessionelle talenter det altså heller ikke.

EM-slutrunden for U19-landshold spilles i Litauen fra den 20. juli til den 1. august.

DR / Ritzau

EM-kval., U19, gruppe 3:

Portugal-Danmark 1-0 (0-0).

1-0 Bruma  (88. minut/str.).

Udvisning: Oliver Korch, Danmark (5.).

Facebook
Twitter