Tjekkisk landsholdsspiller død i busulykke efter ligakamp

Spillere fra den tyrkiske klub Alanyaspor var søndag involveret i en busulykke, der kostede Josef Sural livet.

Josef Sural har tidligere spillet for den tjekkiske storklub Sparta Prag. (Foto: MILAN KAMMERMAYER © AFP PHOTO / SITE Intelligence Group /SAHARA MEDIA)

Den tjekkiske landsholdsspiller Josef Sural er død efter en trafikulykke.

Det skriver Surals klub, tyrkiske Alanyaspor, på Twitter.

Sural blev 28 år. Han var passager i en minibus, der transporterede syv af spillerne hjem fra en udekamp søndag mod Kayserispor i den bedste tyrkiske række.

Bussen var involveret i en ulykke, og angriberen døde af sine kvæstelser på Alanya Private Anadolu Hospital, hvor alle bussens passagerer blev fragtet til.

Ifølge tjekkiske medier er de andre passagerer fra bussen sluppet medmindre knubs.

Årsagen til ulykken er endnu ikke kendt, men ifølge den tjekkiske avis Blesk lyder rapporter på, at chaufføren i minibussen angiveligt faldt i søvn.

Josef Sural skiftede til Alanyaspor i januar i år fra den tjekkiske storklub Sparta Prag.

Sural har tidligere spillet i de tjekkiske klubber FC Brno og Slovan Liberec.

Han fik debut for det tjekkiske landshold i 2013 og er noteret for 20 landskampe.

/ritzau/

Facebook
Twitter