Topdommer om videokendelser: Vi er klar i Superligaen

Michael Johansen er klar til at afprøve systemet med videodommere fra VM for klubhold, hvis muligheden byder sig.

- Jeg ser et straffespark, så jeg synes, at den er helt korrekt.

Den danske superligadommer Michael Johansen giver det blå stempel til den historiske dom, der blev fældet af ungareren Viktor Kassai ved VM for klubhold tidligere dag.

Han blev nemlig den første til at benytte det nye videosystem, som det internationale fodboldforbund, Fifa, afprøver ved turneringen i i Japan i øjeblikket.

Læs mere om det nye videodommersystem her.

Ikke at billederne efterlod megen tvivl om bruddet på fodboldloven, der skete i kampen mellem colombianske Atletico Nacional og japanske Kashima Antlers.

Fin afvikling

Den danske dommers eneste anke er egentlig blot, at hans ungarske kollega ikke også stangede en advarsel ud samtidig for forseelsen.

Resten af situationen blev til gengæld klaret ganske lydefrit, synes han.

- Det er helt tydeligt, at spillerne ikke er vant til den procedure og konsekvens, det har, at man stopper op og går ud af banen, så de begynder at reagere.

- Viktor Kassai håndterer det professionelt, fordi han giver plads til, at de står uforstående og appellerer. Så samlet set får han afviklet det fint taget i betragtning af, at det er første gang, det sker, siger han.

Dommerne skal ikke dømme

For Fifa er det afgørende, at det nye system, hvor dommeren har mulighed for at gennemse videobilleder, når tvivlen melder sig, ikke ødelægger rytmen i spillet.

En mulig konsekvens, som Michael Johansen ikke ønsker at tage stilling til.

-Det interessante bliver at følge, hvor lang tid der går, fra man som dommer får meldingen, til man kommer ud og kigger, træffer kendelsen og får afviklet situationen.

- Men jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om det ødelægger spillet. Det må alle andre end dommerne vurdere, vil jeg næsten sige.

Michael Johansen dømmer både kampe i Superligaen og for Uefa og Fifa. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Han vil til gengæld gerne – set fra et rent dommersynspunkt – vedstå, at både han selv og dommerkollegerne i Superligaen, synes, at eksperimentet er interessant, og at mændene med de gule og røde kort i lommen er klar til at prøve kræfter med det, hvis muligheden skulle opstå.

- Som udgangspunkt er vi åbne over for at implementere et system som det her, hvis det gør, at vi får bedre kendelser.

- Det eneste vi efterstræber er at få retfærdighed i kampen. Det er vores ubetingede målsætning, og kan det her være med til at hjælpe med det, som det skete med headset og femte- og sjettedommere i sin tid, så er vi – og jeg ved, at jeg taler på hele gruppens vegne – klar til at arbejde med det her, lyder det fra Michael Johansen, der også er talsmand for superligaens dommere.

Torsdag klokken 11.20 på DR3 kan du se det nye videosystem i aktion igen, når Real Madrid møder mexicanske Club America.