Topscorer Harder og Wolfsburg marcherer sig til det tyske mesterskab

For andet år i træk vandt Wolfsburg Bundesligaen i fodbold. Klubben har i 20 kampe blot sat point til i to kampe.

Pernille Harder er topscorer i Bundesligaen med 17 mål. (Foto: Oliver Baumgart © imago/foto2press)

Kvindernes Bundesliga i fodbold har i denne sæson virket som et langt træk mod det resultat, der i dag kunne sættes to streger under: Wolfsburg er tyske mestre.

Pernille Harders klub vandt søndag eftermiddag sin 18. sejr, da holdet slog SGS Essen med 2-0 og bragte dermed afstanden ned til Bundesligaens nummer to, Bayern München, op på 11 point, og dermed kan sydtyskerne ikke nå at hente Wolfsburg.

På sin vej mod mesterskabet har Wolfsburg blot tabt en enkelt kamp og spillet en enkelt kamp uafgjort, men ellers har den stået på lutter sejre og en målscore på 55-6. Ikke mindst takket være Pernille Harder, der har scoret 17 mål i Bundesligaen, hvor hun fører topscorerlisten.

Det er andet år i træk, at Wolfsburg vinder det tyske mesterskab.

Den 24. maj kan tyskerne vinde et endnu større trofæ, når klubben skal spille Champions League-finale mod Lyon.

Facebook
Twitter