TRANSFER-OVERBLIK FCM i rekordsalg og landsholdsspiller til Frankrig

Vinterens transfervindue lukkede ved midnat. Få her et overblik over nogle af den sidste aftens vigtigste handler.

Martin Braithwaite vender tilbage til Frankrig. (Foto: Craig Brough © Scanpix)

FC Midtjylland i rekordtransfer

Superligaens tophold, FC Midtjylland, har solgt topscorer Alexander Sørloth til Crystal Palace.

Ifølge FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein, indbringer nordmanden et rekordstort beløb.

- Crystal Palace var villige til at give et exceptionelt stort beløb for at få Alexander til klubben, og et salg i den størrelsesorden kunne vi ikke afslå.

- Som virksomhed må vi udvise lederskab og agere ansvarligt i en sådan situation, og salget giver et økonomisk fundament og stabilitet til at videreudvikle FC Midtjylland, siger Claus Steinlein ifølge klubbens hjemmeside.

Ifølge Ekstra Bladet bliver 75 millioner kroner omgående sendt FC Midtjyllands vej, mens yderligere 60 millioner kroner kan ryge samme vej, hvis Sørloth præsterer godt i Crystal Palace.

Alexander Sørloth er en stor succeshistorie. Så sent som i sommer kom han til FC Midtjylland fra Groningen, som kun tog sig beskedent betalt for at slippe nordmanden, der ikke havde succes i hollandsk fodbold.

I efteråret scorede han ti gange i Alka Superligaen og var dermed stærkt medvirkende til, at FC Midtjylland kunne gå ud af efterårssæsonen som tophold.

AGF henter Martin Pusic

Angriberen Martin Pusic skifter fra mesterklubben FC København til AGF.

Det meddeler begge klubber lige efter deadline på vinterens transfervindue.

AGF har givet Pusic en kontrakt gældende for resten af sæsonen.

Pusic, der tidligere scorede mål på samlebånd for især Esbjerg, men også FC Midtjylland, slog aldrig igennem i FCK, hvor det blot blev til et halvt år.

Martin Pusic blev superligatopscorer i sæsonen 2014/15.

Bordeaux lejer Martin Braithwaite

Landsholdsspilleren Martin Braithwaite bliver udlejet fra engelske Middlesbrough til Bordeaux i Frankrig på en lejeaftale for resten af sæsonen.

I Bordeaux bliver han holdkammerat med landsmanden Lukas Lerager, der blev A-landsholdsspiller i det forgangne år.

Braithwaite har en succesrig fortid i Frankrig, hvor han fra 2013 til 2017 spillede for Toulouse.

Her scorede han 35 mål i 136 ligaoptrædener.

Sidste år skiftede han til Middlesbrough på en fireårig kontrakt, men nu går turen altså tilbage til Frankrig allerede efter et halvt år.

Det nåede at blive til fem scoringer for Braithwaite i Championship, der er den næstbedste engelske række.

Kl. 22.03 FC Midtjylland henter ung ukrainsk angriber

Superligaens førerhold, FC Midtjylland, får tilgang af den 20-årige ukrainske angriber Artem Dovbyk.

Han skifter til det midtjyske på en fri transfer, efter at hans kontrakt med FC Dnipro udløb ved udgangen af 2017, oplyser FCM på sin hjemmeside.

Tilgangen skal ses i lyset af, at FCM ventes at sælge den norske angriber Alexander Sørloth inden transfervinduets deadline.

Kl. 20.58 Theresa Nielsen skifter til amerikansk fodbold

Forsvarsspilleren fra Danmarks kvindelandshold Theresa Nielsen skifter til amerikansk fodbold.

Onsdag aften oplyser klubben Seattle Reign FC, at den har skrevet kontrakt med danskeren.

Nielsen var blandt hovedfigurerne på landsholdet ved sommerens EM. Her scorede hun blandt andet sejrsmålet, da Danmark slog Tyskland i kvartfinalen.

Seattle Reign FC oplyser ikke vilkår for aftalen, men skriver på sin hjemmeside, at Nielsen fortsat afventer at få visum endeligt på plads.

Træner Vlatko Andonovski glæder sig over tilgangen til 2018-sæsonen.

- Theresa var en af spillerne på min ønskeliste, da jeg takkede ja til jobbet. Hendes evne til at angribe fra backpositionen vil gøre os til et farligere hold, siger træneren.

31-årige Theresa Nielsen har spillet det meste af karrieren i Brøndby, men skiftede i 2017 til norske Vålerenga.

Kl. 20.21 Andrew Hjulsager udlejes fra Celta Vigo

Andrew Hjulsager skal forsøge at komme på græs hos Granada i Spaniens næstbedste række i resten af sæsonen.

Onsdag meddeler klubben, at den er blevet enig med Celta Vigo om at leje den danske offensivspiller.

Andrew Hjulsager var en stor superligaprofil, da han for et år siden blev solgt fra Brøndby til Celta, men opholdet i det spanske har indtil videre ikke været nogen succes for Hjulsager.

I alt har 23-årige Hjulsager fået 11 kampe for Celta, heraf ni i den bedste spanske liga.

Celta har også danskerne Daniel Wass og Pione Sisto i truppen samt den tidligere FC Nordsjælland-spiller Emre Mor.

Granada, der rykkede ned fra den bedste række i sidste sæson, ligger aktuelt nummer otte i Segunda Division.

Kl. 19.45 Tottenham køber PSG-kant

Landsholdsstjernen Christian Eriksen får brasiliansk holdkammerat i skikkelse af Lucas Moura i Tottenham.

London-klubben oplyser onsdag aften, at man er blevet enig med den franske storklub Paris Saint-Germain om overgangen, der har været et varmt emne på rygtebørsen de seneste dage.

Kantspilleren Lucas Moura har fået en kontrakt, der strækker sig frem til sommeren 2023. Han får rygnummer 27, oplyser Tottenham.

Den 25-årige Lucas Moura kom til PSG i 2013. Har har tidligere været fast mand på Brasiliens A-landshold, som han har optrådt for 35 gange.

Kl. 19.38 Tidligere FCM-stopper lejes ud til Roda

Den tidligere Vejle- og FC Midtjylland-spiller Patrick Banggaard bliver udlejet fra tyske Darmstadt til Roda i den hollandske Æresdivision i resten af denne sæson. Den 23-årige midterforsvarer var sidste sommer en del Danmarks U21-landshold ved EM i Polen.

/ritzau/

Kl. 19.24 Uffe Bech bliver udlejet

Offensivspilleren Uffe Bech, der har en fortid hos Lyngby og FC Nordsjælland, bliver udlejet fra Hannover 96 til Greuther Fürth i 2. Bundesliga i resten af sæsonen. 25-årige Bech, der har tre A-landskampe og 45 U-landskampe for Danmark, har haft svært ved at opnå spilletid i Hannover.

Kl. 18.05 Olivier Giroud skifter fra Arsenal til Chelsea

På transfervinduets sidste dag oplyser Chelsea, at man henter Giroud hos lokalrivalen Arsenal.

Giroud har skrevet under på en 18 måneder lang kontrakt, skriver Chelsea på sin hjemmeside. Meget passende får han også trøje nummer 18.

- Chelsea er en af de største klubber i Premier League og måske den klub med flest trofæer i de seneste seks-syv år. Det er en enorm klub, og jeg er stolt over at skrive kontrakt med Chelsea og glæder mig til at spille, siger Giroud.

Den 31-årige angriber kom til Arsenal i 2012.

Med Girouds ankomst bliver angriberen Michy Batshuayi tilovers. Han sendes derfor til tyske Borussia Dortmund på en lejekontrakt, der gælder for resten af sæsonen.

Kl. 17.29 FC København henter Viktor Fischer på femårig aftale

FC København har købt den danske landsholdsspiller Viktor Fischer fri af den tyske Bundesligaklub Mainz 05, og han tiltræder med øjeblikkelig virkning på en femårig kontrakt.

Kl. 15.03 AaB køber Kasper Kusk i FC København

Fodboldspilleren Kasper Kusk er tilbage i AaB.

Onsdag blev den 26-årige offensivspiller præsenteret i den nordjyske fodboldklub, som han forlod for tre et halvt år siden.

AaB har købt den tidligere landsholdsspiller i FC København, hvor han ikke formåede at få kontinuerlig succes.

Kontrakten gælder til udgangen af 2022. Begge klubber bekræfter skiftet på Twitter.

- Vi har været meget glade for at have Kasper i truppen, men med ankomsten af Viktor Fischer og Robert Skov er konkurrencesituationen på Kaspers position nu vældigt hård.

- Vi ved, at AaB er en god og stærk klub, hvor Kasper vil få en ny god periode nu, og det glæder vi os over på hans vegne, siger FCK-manager Ståle Solbakken.

Kasper Kusk glæder sig til at vende hjem til Aalborg.

- Nu ser jeg frem til at komme tilbage til AaB og Aalborg, hvor jeg går efter at få en endnu mere fremtrædende rolle, end jeg har haft på det seneste i FCK, siger han.

Kasper Kusk sagde farvel til AaB i sommeren 2014, lige efter at han havde været med til at føre klubben til DM-guld og sejr i den danske pokalturnering.

/ritzau/

Facebook
Twitter