Tysk fodboldboss om Qatar-krise: VM-boykot i 2022 er en mulighed

Formanden for det tyske fodboldforbund siger, at det stadig er tidligt, men at man ikke skal spille VM i et land, der støtter terror.

Reinhard Grindel er ikke imponeret over de seneste beskyldninger mod VM-værterne i 2022. (Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

Valget af Qatar som VM-vært i 2022 har alle dage været et kontroversielt valg, men anklager om, at landet støtter terrororganisationer har pustet yderligere til ilden. Så meget, at man i det tyske fodboldforbund ikke er afvisende over for, at det kan føre til en boykot af slutrunden.

Der er dog stadig tid til at løse problemet på diplomatisk vis, lyder det fra formanden for det tyske fodboldforbund, Reinhard Grindel. Han fortæller til Die Welt, at man både inden for UEFA og den tyske regering vil drøfte den nye politiske situation.

- Helt grundlæggende skal den internationale fodboldverden blive enige om, at store turneringer ikke kan spilles i lande, der aktivt støtter terror, siger han til WELT.

Skandaleombrust udnævnelse

Allerede i 2010, da Qatar blev udnævnt som vært for VM i 2022, blev der løftet øjenbryn over det meste af fodboldverdenen. Siden da er lavinen rullet, og adskillige korruptionsanklager har fjernet tæppet under mange af de FIFA-folk, der var med til at udnævne Qatar som VM-vært.

Sidenhen har FIFA selv udgivet en rapport, der frifinder Qatar for korruption i forbindelse med udnævnelsen til VM-vært, men heller ikke det kunne helt vaske tvivlen væk, om hvorvidt Qatar nu havde rent mel i posen.

Også dengang var der meldinger om mulige boykots af slutrunden grundet anklagerne om korruption.

Stadig fem år at løbe på

Og nu er der altså endnu en skandale under opsejling. De seneste uger har anklagerne lydt på, at Qatar støtter terrororganisationer som Hamas, Al-Nusra og Det Muslimske Broderskab, og det har fået Saudi-Arabien, Yemen, Egypten, Bahrain, Libyen, Maldiverne og De Forenede Arabiske Emirater til at kappe deres diplomatiske forbindelser til Qatar.

Selvom det tyske fodboldforbund og Reinhard Grindel ikke mener, at man skal afvikle fodboldkampe i lande, der støtter terror, er han alligevel påpasselig med helt at udelukke Qatar som VM-vært.

- Der er stadig fem år, hvor politiske løsninger må være at foretrække frem for trusler om boykots, siger han.

FIFA har endnu ikke kommenteret på den nuværende situation i Qatar.

I aften på DR2 kan man se dokumentaren ’Familien FIFA – en kærlighedshistorie’, der sendes kl. 20.00, hvor man kommer man helt tæt på Blazer, Blatter og korruptionsskandalen i Fifa.