Tyskernes favorit-dansker er ikke sikret plads i VM-truppen

Den danske forsvarsspiller Jannik Vestergaard er på årets hold i Bundesligaen, men han er endnu ikke sikret en plads til VM.

Jannik Vestergaard spiller til daglig i den tyske bundesligaklub Borussia Mönchengladbach, og er nu også blevet udvalgt til den tyske avis Bilds bundesliga-drømmehold. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Der er kamp om pladserne i Åge Hareides endelige VM-trup, og med en bruttotrup, der lige nu tæller 27 mand, mangler landstræneren stadig at skære fire spillere fra. En af dem, der er på vippen er forsvarsspilleren Jannik Vestergaard, til trods for at han har haft en stærk sæson i Tyskland, og at den tyske avis Bild har sat ham på deres eget Bundesliga-drømmehold.

Thomas Delaney spiller ligesom Jannik Vestergaard til daglig i den tyske Bundesliga, og han har også bemærket landsholdskollegaens store præstationer i nabolandet.

- Han er større i Tyskland, end han er i Danmark, det er der ingen tvivl om, siger Thomas Delaney, der også er del af landsholdets VM-bruttotrup.

Et skulderklap

Og selvom Jannik Vestergaard endnu ikke ved, om han bliver udtaget til VM, er den 25-årige forsvarsspiller beæret over pladsen på det fiktive tyske dream team.

- Det er et skulderklap og en eller anden indikation af, at der i hvert fald er noget rigtigt i det, man gør, siger Jannik Vestergaard.

Derfor er det også en positiv Jannik Vestergaard, der er landet i den danske landsholdslejr.

- Jeg synes, jeg kommer med mange kampe i benene og har masser af selvtillid, og jeg glæder mig egentlig bare til at bidrage med det jeg nu kan, siger han.

Den endelige trup på 23 mand udtages senest 4. juni.

Facebook
Twitter