Bundesligaen har fået sit første coronatilfælde

Paderborns Luca Killian er den første spiller i Bundesligaen, som er testet positiv for coronavirus.

(Foto: © REUTERS/Michael Dalder, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Kort efter at den tyske Bundesliga i fodbold sluttede sig til de mange andre ligaer, som udsatte alle kampe, er det første tilfælde af coronasmitte registreret hos en spiller.

Det drejer sig om forsvarsspilleren Luca Killian fra Paderborn, som er blevet testet positiv for coronavirus, oplyser klubben på Twitter.

Killian har ikke været i aktion for Paderborn på det seneste grundet en skade, men klubben vil nu teste hele truppen lørdag.

Fredag meddelte ligaen, at weekendens kampe var udsat, og at ligaen ville ligge stille frem til 2. april på grund af coronavirusudbruddet.

På næsthøjeste niveau i Tyskland, 2. Bundesliga, er der allerede registreret smittetilfælde i et par klubber.

/ritzau/