Bundesligaen udsat til maj: Nu går stjernerne ned i løn

Ifølge Bild går spillere fra Dortmund og Bayern München 20 procent ned i løn for at hjælpe klubben i coronakrisen.

Den norske teenage-sensation Erling Braut Haalands tyske klub Dortmund har bedt spillerne om at gå ned i løn. (Foto: PATRIK STOLLARZ © Scanpix)

Suspenderingen af Bundesligaen er endnu gang blevet forlænget som følge af coronakrisen.

Den vil nu vare til 30. april som minimum, og det samme gør sig gældende for 2. Bundesliga.

Sådan lød beskeden fra præsidenten for Den Tyske Ligaforening, DFL, til de 36 berørte klubber i de to bedste tyske rækker.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der blev senest spillet fodbold i Bundesligaen 11. marts, da Mönchengladbach i en udsat kamp slog FC Köln 2-1 på hjemmebane. I weekenden forinden havde man afviklet hele 25. spillerunde.

Dermed resterer ni spillerunder. DFL har meldt ud, at det er ambitionen at spille Bundesliga en til ende.

Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney spiller til dagligt i Dortmund. (Foto: LEON KUEGELER © Scanpix)

Lønnedgang på 20%

Spillerne i en række af de største tyske fodboldklubber er dog klar til at hjælpe deres arbejdsgivere i den økonomiske krisetid, som kommer i kølvandet på udfordringerne med coronavirus.

Således har spillerne i blandt andet Bayern München, Borussia Dortmund, Mönchengladbach, Werder Bremen og Schalke 04 accepteret en lønnedgang.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den tyske avis Bild erfarer, at spillere og andre ansatte i Bayern München har accepteret en lønreduktion på 20 procent.

Det løber op i mange penge, eftersom lønninger udgør omkring halvdelen af Bayerns samlede omsætning, lyder det. Sidste år skulle lønudgifterne i klubben være løbet op i 336 millioner euro svarende til 2,5 milliarder.

Dortmund meldte sig tirsdag på banen med samme tiltag uden at nævne beløb.

Klubben bekræftede tirsdag, at spillerne går ned i løn for at vise solidaritet med klubbens i alt 850 ansatte.

Borussia Mönchengladbach var den første klub, hvis spillere gik ned i løn, og spillerne fra Werder Bremen og Schalke 04 fulgte efter.

Som følge af coronavirus har Bundesligaen været suspenderet de seneste uger. Tirsdag blev suspenderingen forlænget til 30. april som minimum.

Der har ikke været spillet fodbold i Bundesligaen siden 11. marts.

/ritzau/