Første massetest viser ti coronasmittede i tysk fodbold

De tyske klubber har gennemført 1.724 coronatest.

FC Köln meddelte fredag, at tre personer omkring klubbens førstehold var testet positiv. Det drejede sig om to spillere og en fysioterapeut. (Foto: © MICHAEL DALDER, Scanpix)

Ti personer er konstateret coronasmittet i den første massetest i Tysklands to bedste fodboldrækker.

Den tyske fodboldliga, DFL, oplyser mandag, at der er foretaget 1.724 test i de 36 klubber i 1. og 2. Bundesliga. Heraf er ti prøver altså positive. Massetestningen omfatter både spillere, trænere, fysioterapeuter og andet personale, der er tilknyttet holdene.

FC Köln meddelte fredag, at tre personer omkring klubbens førstehold var testet positiv. Det drejede sig om to spillere og en fysioterapeut.

Alle tre blev efterfølgende sendt i isolation, og de havde tilsyneladende ikke nået at smitte andre i truppen. Klubben har siden gennemført en ny bølge af test af resten af truppen, og den viste ingen positive prøver.

I hvilke klubber, de øvrige syv smittetilfælde er fundet, er ikke oplyst.

FC Kölns fysioterapeut, Christian Osebold, tager sine forbehold, efter at tre personer omkring Bundesligamandskabet fredag blev testet positive for coronavirus. (Foto: © Thilo Schmuelgen, Scanpix)

Spilleres familier kan frivilligt blive testet

Massetest af klubpersonale er en del af Bundesligaens plan for at genoptage turneringerne, der har ligget stille siden begyndelsen af marts.

Anden bølge af coronatest er allerede sat i gang og bliver færdiggjort i løbet af denne uge.

Inden ligaen kan genoptages, skal samtlige klubber derudover gennemføre en træningslejr under "karantænebetingelser", oplyser DFL.

Derudover er der åbnet for, at spillernes familier frivilligt kan blive testet for coronavirus.

- Testene, der er udført i de seneste dage, har tjent deres formål, sørget for større sikkerhed og dermed beskyttet spillerne bedst muligt forud for genoptagelsen af holdtræning, lyder det fra DFL.

Det er de lokale myndigheder, der formelt skal give de enkelte klubber grønt lys til at genoptage holdtræningen.

Onsdag kan man komme nærmere en afklaring, når forbundskansler Angela Merkel mødes med repræsentanter fra Tysklands 16 delstater.

Divisionsforeningen: Alle aktører skal testes

I fredags meldte den danske divisonsforening i fodbold ud, at planen er at genoptage Superligaen fra d. 29. maj. Også her vil der ligesom i Tyskland blive testet for coronavirus, og det gælder alle aktører.

Efter ugers intenst arbejde er der udarbejdet en række protokoller, der skal sikre, at Superligaen på forsvarlig vis kan lade bolden trille igen. Protokollerne indebærer blandt andet, at der hver dag skal laves selvrapportering fra samtlige klubber om, hvilke spillere, trænere og andre ansatte, der har været i aktion.

- Nogle synes måske, det lyder ekstra ekstemt med test, men da fysisk kontakt inde på banen ikke helt kan undgås, så tager vi også de her forholdsregler for at undgå smittespredning, sagde direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen i en pressemeddelelse.

Divisionsforeningens protokoller er sendt til godkendelse hos sundhedsmyndighederne, og vender de tommelfingeren opad, er planen altså, at der 29. maj igen er superligabold på grønsværen.

/ritzau/