Genoptagelse af de tyske fodboldligaer kan nærme sig: 'Folk længes efter lidt af hverdagen'

Træning i små grupper og afstand mellem spillerne er blandt løsningerne.

Pernille Harder har brugt noget af coronapausen hos hendes kæreste i England. De seneste par uger har hun derfor været sat i hjemmekarantæne i Tyskland. Mandag genoptager hun træningen med holdkammeraterne. (Foto: Fabian Bimmer © Scanpix)

Bolden kunne lige så godt være punkteret.

Den triller i hvert fald stort set ingen steder i fodboldeuropa lige nu. Men inden længe kan tyskerne ende med at puste luft i drømmene hos de fodboldfans, der dag efter dag, uge efter uge, venter på, at spillet på de grønne plæner genoptages med glidende tacklinger, store følelser, smukke mål og fabelagtige redninger.

I sidste uge var langt de fleste professionelle fodboldhold i Tyskland tilbage på træningsbanen.

Godt nok underlagt en række restriktioner; Kun træning i små grupper, ingen omklædning i klubben og med afstand mellem spillerne under øvelserne.

Men ikke desto mindre ser tusindvis af fodboldfans det som det første spirende forårstegn på, at fodbolden snart kan være på vej tilbage hos vores naboer i syd.

Og det ser endda ud til, at Bundesligaen lader bolden trille langt før andre store ligaer i Europa.

I et interview udtaler Bundesligaens direktør, Christian Seifert, at det er planen, at tyskerne igen skal kunne se fodbold fra landets bedste rækker i begyndelsen af maj. På den måde håber han blandt andet, at mændenes sidste ni spillerunder kan være afviklet, når kalenderen bladres om på juli.

- Vi er en del af landets kultur, og folk længes efter at komme tilbage til bare en lille del af deres hverdag. Det kan betyde, at Bundesligaen bliver sparket i gang igen snart, siger ligadirektøren ifølge New York Times.

Skal følge samfundet

Seifert understreger dog, at der hverken bliver øl, fest eller stemning på tribunerne.

Ja, faktisk regner han ikke med, at der kommer tilskuere til kampene, før året er omme.

Alligevel ser den danske landsholdsanfører Pernille Harder frem til at komme tilbage i kamp for hendes klubhold, Wolfsburg, der i øjeblikket fører Frauen Bundesliga med otte point ned til Bayern München.

- Helt egoistisk så vil jeg gerne spille fodbold så hurtigt som muligt. Men fodbolden skal også følge med udviklingen i resten af landet.

- Vi skal selvfølgelig ikke spille, hvis det går imod de restriktioner, der er udstukket fra regeringens side. Og jeg føler mig også overbevist om, at vi aldrig vil blive sendt i kamp, hvis der ikke er styr på tingene, siger hun.

Samme holdning har den danske angriber Andreas Albers, der spiller for SSV Jahn Regensburg i Tysklands næstbedste række.

- Fodbolden har en enorm plads i kulturen i Tyskland, så derfor skal vi naturligvis også gå forrest og vise solidaritet, hvis der stadig er restriktioner i samfundet, siger han og påpeger, at han i øjeblikket føler, at det er en dilemmafyldt situation, sporten står i.

- Spiller vi fodbold uden tilskuere på stadion, kan du argumentere for, at vi befinder os på en arbejdsplads som alle andre – og at vi skal gå på arbejde som alle andre. Omvendt kan der også sagtens argumenteres for, at det er svært at efterleve kravene om, at der skal holdes halvanden meters afstand til kollegerne på arbejdspladsen, forklarer han.

240 mennesker på stadion

Det mest sandsynlige scenarie virker i øjeblikket til at være, at fodbolden bliver genoptaget som en form for tv-underholdning, hvor der spilles kampe på golde og mennesketomme stadions, så tyskerne - og de europæiske fodboldfans - kan få en del af deres søndagsunderholdning tilbage.

Kun de absolutte vigtigste personer vil blive lukket ind gennem sluserne, når der skal spilles kampe.

I en foreløbig plan estimerer Bundesligaen, at det vil kræve 240 personer at afvikle en kamp. Heriblandt er spillere, trænere, medicinsk personale, dommere og det produktionshold, der skal bruges til at transmittere kampen.

Samtidig er der blevet nedsat to arbejdsgrupper: Den ene skal kigge på, hvilke regulativer der skal gælde på kampdage, mens den anden skal udforme en hygiejneplan og finde ud af, hvad der skal ske, hvis en fodboldspiller bliver testet positiv for coronavirus.

Den tidligere Vejle, Silkeborg og Viborg-spiller Andreas Albers skiftede denne sommer til SV Jahn Regensburg i Tysklands næstbedste række. Siden skiftet har han lavet seks ligamål for klubben. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

For det kan naturligvis ske, at spillerne bliver smittet.

Tyskerne er langt fra sluppet uden om virusset. Næsten 135.000 er testet positive i vores naboland mod syd, viser opgørelsen fra Johns Hopkins University.

Derfor lyder mantraet fortsat: Sikkerhed frem for alt. Og det kan betyde, at fodbolden må vige, siger Christian Seifert.

- Samfundet, spillerne og deres familier skal naturligvis være i sikkerhed, slår han fast.

Og med de ord er der også ro i maven hos Andreas Albers.

- Hvis vi bliver testet to gange om ugen for coronavirus, så føler jeg mig tryg ved at spille igen, siger han.

Umiddelbart en fornuftig løsning, konkluderer Seifert også.

Men også en løsning, der vil blive sparket langt ud over tribunerne med det samme, hvis det betyder, at der skal gås på kompromis i sundhedssektoren for at få fodbolden tilbage i de tyske tv-skærme søndag eftermiddag.

Derfor må fodboldfans fortsat vente i spænding på, hvornår der igen pustes luft tilbage i de fodboldene.

De 26 klubber i den tyske ligaforening, DFL, mødes torsdag i næste uge for at diskutere, hvordan det videre forløb skal se ud.

Samme dag mødes også Uefas eksekutivkomité til et videomøde for at diskutere det samme.

FacebookTwitter