Ingvartsen-kasse sikrer point til Union Berlin

Marcus Ingvartsen var en af tre danskere, som gjorde en god figur i onsdagens bundesligarunde.

Marcus Ingvartsen (i midten) sikrede med sit mål direkte på frispark et enkelt point til Union Berlin i hjemmekampen mod Mainz. (Foto: pool © Scanpix)

Danskerne viste sig flot frem i onsdagens kampe i Bundesligaen, hvor Marcus Ingvartsen kom på måltavlen, mens både Jacob Bruun Larsen og Robert Skov assisterede i en tiltrængt Hoffenheim-sejr.

Ingvartsens mål sikrede Union det første point efter coronapausen med 1-1 mod Mainz, mens Hoffenheim fik den første sejr siden pausen med 3-1 over FC Köln.

Union kunne tage et godt ryk væk fra bundkampen med en sejr over Mainz, men berlinerne gjorde det svært for sig selv.

Hovedstadsklubben fik en skidt start, da Ridle Baku med et fladt spark inde i feltet bragte gæsterne foran efter bare 13 minutter.

Det var ni kampe siden, at Marcus Ingvartsen blev noteret for sin seneste ligatræffer, men den danske angriber mangler ikke selvtillid.

Efter godt en halv times spil fik Union frispark på kanten af Mainz-feltet. Ingvartsen udnyttede, at målmanden fik taget et for langt skridt til siden bag sin mur, så danskeren med et fladt spark kunne liste bolden ind i det lange hjørne.

Det var Ingvartsens femte sæsontræffer i den tyske Bundesliga. (Foto: pool © Scanpix)

Holdkammeraten Robert Andrich dummede sig dog gevaldigt kort før pausen. I en helt ufarlig situation på modstanderens banehalvdel kom han alt for sent i en tackling. Han havde et gult kort i forvejen, og så var Union i undertal.

Det gjorde jagten på de tre point og et solidt ryk væk fra bundstriden en del vanskeligere for Berlin-klubben, som dog formåede at holde 1-1 hjem.

Bruun Larsen og Skov med i sejr

I Hoffenheim stod både Jacob Bruun Larsen og Robert Skov stærkt i billedet med en assist hver og flere gode aktioner. Men rampelyset i Hoffenheims 3-1-sejr over Köln tilhørte østrigske Christoph Baumgartner.

Han strålede første gang efter 11 minutter, da Bruun Larsens tværpasning i feltet blev mødt af Baumgartner, som med indersiden sendte hjemmeholdet i front.

Betingelserne blev lettere, da Kölns Sebastiaan Bornauw fik rødt kort godt midtvejs i halvlegen for en voldsom tackling.

Kort efter pausen var det Robert Skovs tur til at sætte Baumgartner op. Et godt indlæg med højrefoden fra danskeren blev mødt af østrigerens pande, og bolden nåede lige nøjagtigt over målstregen.

Jacob Bruun Larsen var med fra start og kunne blandt andet fejre Steven Zubers (th.) scoring til 3-0. (Foto: Ronald Wittek © Scanpix)

Men Baumgartner var ikke færdig med at brillere. Få minutter senere leverede han en genial frispilning bag om støttebenet til Steven Zuber, som let gjorde det til 3-0. Så var den kamp lukket. Skulle man tro.

For minuttet efter kom Benjamin Hübner for sent i en tackling og fik sit andet gule kort. Det gav 40 minutter med ti mod ti, og med en halv time igen fik Florian Kainz

reduceret
på et afrettet forsøg.

Spændingen kom for alvor tilbage, da et VAR-eftersyn gav gæsterne et straffespark med knap et kvart igen. Men Mark Uths forsøg blev reddet, og det tappede Köln for det ellers pludseligt opståede håb.

Det blev til et par chancer i begge ender, men ikke flere scoringer.

Leipzig smed point uden Poulsen

Danskerklubben RB Leipzig kunne tidligere onsdag aften med en sejr hjemme over Hertha BSC komme a point med Borussia Dortmund i duellen om at være førsteudfordrer til Bayern München i Bundesligaens mesterskabskamp.

Men Leipzig, der var uden skadede Yussuf Poulsen i kampen, måtte nøjes med

uafgjort
for tiende gang i sæsonen, da det endte 2-2 på Red Bull Arena Leipzig.

Angriber Patrik Schick (th.) udnyttede fraværet af Yussuf Poulsen og kom på tavlen efter et stort drop af Hertha-keeper Rune Jarstein. (Foto: ALEXANDER HASSENSTEIN / POOL © Scanpix)

Dermed forbliver Leipzig på tredjepladsen to point efter Dortmund. Og klubben fra det østlige Tyskland risikerer at blive overhalet af Borussia Mönchengladbach, som er to point efter på fjerdepladsen for en kamp færre.

Det var gæsterne, som kom bedst fra land, da Marko Grujic, der er lejet i Liverpool, fik foden på bolden efter en dødbold og dirigerede den i nettet.

Føringen holdt kun et kvarters tid. Leipzig er også dygtige på dødbolde, og selv uden Yussuf Poulsens styrke i feltet kunne medaljeaspiranterne også.

Lukas Klostermann brugte hovedet til flot at dreje et hjørnespark i nettet midtvejs i første halvleg.

Hertha havde vist kanonform i de to første kampe efter coronapausen med klare sejre, og berlinerne fortsatte med at bide fra sig kampen igennem.

Da hjemmeholdet små 20 minutter inde i anden halvleg blev

reduceret
til ti mand med Marcel Halstenbergs andet gule kort, lurede et sejrshattrick for gæsterne.

Men i første omgang var det Patrik Schick, der gjorde det til 2-1 for Leipzig i undertal, som måske kunne slide en sejr hjem.

Det holdt indtil otte minutter før tid, da Hertha fik straffespark. Det udnyttede indskiftede Krzysztof Piatek usvigelig sikkert, og så endte det hele i pointdeling.

/ritzau/

Facebook
Twitter