Europæisk topfodbold har blod på tøjet og samvittigheden. Og uanset hvor beskidt og blødrødt det hele er, ’vaskes det rent for penge’.
Sådan lyder beskyldningerne fra klubbens egne fans mod den tyske fodboldgigant FC Bayern München.
I en hjemmekamp mod Freiburg hejste Bayern München-fans forleden et stort banner, hvor klubbens direktør og præsident var afbilledet ved siden af en vaskemaskine, hvorfra det flød med både penge og blod.
Banneret var en protest mod Bayern Münchens sponsoraftale med flyselskabet Qatar Airways. En statsejet virksomhed fra ørkenstaten, der internationalt kritiseres for at forbryde sig mod menneskerettighederne. Blandt andet på grund af slavelignende forhold og dødsfald blandt landets mange migrantarbejdere.
Men samtidig med at debatten om Qatar har været rødglødende de seneste år, har den tyske storklub forbundet sig økonomisk til ørkenstaten.
Siden 2016 har Qatar Airways årligt sendt millioner af sponsorkroner til München. Et sponsorat, som til gengæld har givet Qatar Airways reklameplads på Bayern Münchens spillertrøje og titlen som klubbens officielle fly-partner.
Når Bayern München i dag afholder generalforsamling, vil klubmedlem Michael Ott forsøge at sætte en stopper for samarbejdet.
Klubmedlem Michael Ott har stillet et beslutningsforslag, der vil forbyde Bayern München at indgå sponsoraftaler med Qatar Airways eller andre statsejede virksomheder fra Qatar.
- Qatar står for alvorlige brud på menneskerettigheder og korruption i sport. I stedet for at skabe forandring bidrager FC Bayerns sponsoraftale med Qatar aktivt til at flytte opmærksomheden fra disse forbrydelser, lyder det fra Michael Ott.
- Vi bør skamme os over pengene fra denne sponsoraftale. Det skader klubbens omdømme massivt.
Bayern München-legenden Karl Heinz Rummenigge, der tidligere i år trådte tilbage som direktør efter to årtier i spidsen for klubben, afviser blankt kritikken af Qatar-samarbejdet.
- Bayern München har tjent gode penge på den her sponsoraftale. Penge, som er nødvendige for, at vi kan købe spillere og sikre kvaliteten på banen, siger Karl Heinz Rummenigge.
En optælling, DR Sporten har lavet, viser, at europæisk topfodbold i højere og højere grad er blevet finansieret af Qatar de seneste år.
Det samme er tilfældet med pengestrømme fra Qatars nabolande Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
De tre golfstater har siden 2004 indgået minimum 36 million- eller milliardstore aftaler med Det internationale fodboldforbund, Fifa, Det Europæiske Fodboldforbund, Uefa, samt en lang række europæiske forbund og klubber.
Fra klubkøb til storsponsorater og turneringsværtskaber. Alt sammen finansieret af statsejede virksomheder og investeringsfonde fra Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Herunder ses en oversigt over europæiske klubber samt turneringer i Fifa- og Uefa-regi, som er eller har været sponsoreret af statsejede virksomheder fra Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater:
Mens den europæiske fodboldelite har lavet flere og flere forretningsaftaler med golfstaterne, har vi nu i ti år diskuteret Qatars værtskab for VM i fodbold.
Men burde kritikken og snakken om boykot, som længe har været rettet mod Qatar og VM-værtskabet, ikke i lige så høj grad rettes indad mod Europa og europæisk fodbold, som lader sig direkte finansiere af Qatar og lignende golfstater?
Det har DR Sporten spurgt nogle af Danmarks førende VM-kritikere om.
Stanis Elsborg, som er senioranalytiker ved Play the Game, der arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt, har været en af de flittigste stemmer i VM-debatten herhjemme.
Han har blandt andet kaldt Qatars værtskab ’den sorteste plet i VM-historien’ og udtalt, at Danmark ikke bør afskrive muligheden for boykot af slutrunden.
Fylder kritikken af Qatar ikke proportionelt for meget, når vi ser, i hvor høj grad europæisk fodbold er finansieret af netop Qatar?
- Jo, det kan man principielt godt sige. Jeg synes, at den fylder, det den skal. Men der er da andre emner, der burde fylde mere, end de gør. Blandt andet hvordan europæisk fodbold har oplevet en total infiltrering fra Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien det seneste årti, siger Stanis Elsborg.
Hvis kritikken af VM i Qatar skal være konsekvent, bør vi så ikke også tale om boykot af europæisk topfodbold, som modtager milliarder fra Qatar og andre golfstater?
- Jeg medgiver, at Uefa i øjeblikket går fuldstændig under radaren. Det er de sikkert glade for. Europæisk fodbold står over for en kæmpe udfordring, fordi den her slags skrupelløse stater fylder mere end nogensinde, siger Stanis Elsborg.
- På trods af den ophedet Qatar-debat lod Uefa sommerens EM sponsorere af Qatar Airways. Der er noget fundamentalt galt i de her idrætsorganisationer, som tydeligvis ikke lægger vægt på de værdisæt, de selv fremhæver. Man kan godt sige, at elefanten i rummet bare får lov til at gå ugeneret forbi i Europa lige nu.
Herunder ses en oversigt over europæiske klubber, som er opkøbt af ejere fra Qatar, Saudi-Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater. Samt klub- og landsholdsturneringer, som er afholdt eller skal afholdes i golfstaterne:
Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har udgivet flere kritiske rapporter om VM-forberedelserne og forholdene for migrantarbejderne i Qatar. Og generalsekretæren i Amnesty International Danmark har udtalt, at organisationen ’aldrig har været tættere på at anbefale en boykot af en sportsbegivenhed.’
DR Sporten har spurgt Annette Stubkjær Rimmer, politisk rådgiver i Amnesty International Danmark, om ikke det isolerede fokus på VM burde være mindre til gengæld for et større fokus på europæisk fodbolds generelt voksende samarbejde med Qatar?
- Vi arbejder med sportswashing som begreb, men det er ikke noget, som helt naturligt optager os. Det gør det, når det bliver direkte koblet sammen med menneskerettighedskrænkelser som ved VM i Qatar, siger Annette Stubkjær Rimmer.
- Vi er dog også gået ind i nogle af de her sporstwashing-problematikker. For eksempel i England, hvor vi har været meget kritiske i forhold til det saudiarabiske køb af Newcastle. Den slags vil vi løbende komme til at forholde os til.
Qatar Airways’ såkaldte ’platin partnerskab’ med Bayern München løber lige nu frem til 2023. Klubmedlem Michael Ott vil på dagens generalforsamling forsøge at forhindre, at kontrakten forlænges.
- Det her kan ikke blive ved. Vi er nødt til at gøre noget mere end bare at protestere med bannere, siger Michael Ott.
- Jeg indrømmer, at FC Bayern ikke er den eneste klub, som er sponsoreret af Qatar. Og andre stater med lignende forhold til menneskerettighederne sponsorerer også talrige klubber.
- Lad os ikke flyde med strømmen, men i stedet statuere et klart eksempel.
DR Sporten har forsøgt at få en kommentar fra Uefa og Fifa samt udenrigsministerierne i Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, men ingen er i skrivende stund vendt tilbage på henvendelsen.