Østrigsk landsholdsspiller stopper karrieren efter samarbejde med tidligere nynazist

Martin Hinteregger har fået ophævet sin kontrakt og stopper sin aktive karriere i en alder af bare 29 år.

Martin Hinteregger har spillet for Frankfurt siden 2019. (Foto: REBECCA NADEN © Ritzau Scanpix)

Rettelse: Tidligere har det fremgået af rubrikken, at Heinrich Sickl var aktiv nynazist. Derudover blev Identitäre Bewegung Österreich i en tidligere udgave af artiklen omtalt som en nynazistisk bevægelse. Dette er dog ikke korrekt, og DR Sporten beklager fejlen.

Det var med gode intentioner om at skabe en fodboldfest, da turneringen Hinti Cup blev præsenteret.

DJ Ötzi skulle spille op til dans ved arrangementet, hvor Martin Hinteregger inviterede store og små til en weekend med fodbold i sin østrigske hjemby, Sirnitz.

Landsholdsspillerens turnering blev afholdt i weekenden, men ugerne op til bragte den Bundesliga-profilen i stormvejr, fordi han arrangerede turneringen sammen med sin kompagnon, Heinrich Sickl, der har bånd til nynazistiske bevægelser og sammen med sin familie ejer den grund, der skulle huse fodboldfesten.

Torsdag har Martin Hinteregger med mere end 180 Bundesliga-kampe på cv’et valg at indstille sin karriere.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Eintracht Frankfurt, hvor han spillede på hold med danske Jesper Lindstrøm.

Han var ellers på kontrakt til 2024.

I pressemeddelelsen takker Hinteregger, som ofte set i den slags farvelbreve, Frankfurts fans og klubben for de år, han spillede for de nykårede Europa League-mestre.

Men bånd til turneringen Hinti Cup, hans partner Heinrich Sickl og rygter om højrefløjen fylder også.

- Jeg fordømmer højreorienterede, intolerante og umenneskelige ideer på det kraftigste. Dem, der kender mig, ved det. For nu skal jeg have lidt afstand og omstille mit liv, siger Hinteregger til klubbens hjemmeside.

Da oplysninger om Heinrich Sickls ufine fortid kom frem i løbet af de seneste uger, blev arrangementet flyttet.

Martin Hinteregger (t.h.) var med, da Danmark og Østrig spillede VM-kvalifikationskampen i Parken i oktober. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

På trods af den store omtale kommer det pludselige karrierestop alligevel som en overraskelse for Eintracht Frankfurts sportsdirektør, Markus Krösche.

- Martins beslutning kom uventet, men han har givet os sine begrundelser klart og overbevisende. Derfor var det det oplagte valg at imødekomme hans ønske, hvilket er smertefuldt for os fra et sportsligt synspunkt, men personligt er det forståeligt, siger sportsdirektøren.

Anklager om nynazisme

For en måned siden triumferede Hinteregger, Lindstrøm og resten af Frankfurt, da den tyske klub vandt den næststørste europæiske klubturnering, Europa League.

Siden har Hinteregger først måtte forsvare og siden stoppe sit samarbejde med Heinrich Sickl, da det kom frem, at partneren har været på kant med lovgivningen.

Sickl sad i bestyrelsen for det højreorienterede parti, FPÖ, og i sin ungdom var han en den af den nynazistiske organisation, Nationalistische Front, der blev ulovlig i 1992.

Derfor tog den nu tidligere landsholdsspiller klar afstand fra Sickl på sin Instagram-profil, da han blev anklaget for også at have tilknytning til højrefløjen.

- I de seneste uger er der kommet mange spørgsmål om Hinti Cup, som jeg har drevet med stor passion. Samarbejdet er stoppet, og jeg vil gerne undskylde for det. Det beklager jeg meget.

Martin Hinteregger har spillet 67 landskampe for Østrig og mere end 180 i Bundesligaen.

Efter sit karrierestop skal han planlægge næste års Hinti Cup, der heller ikke skal spilles på nynazisten Heinrich Sickls grund.

Skulle det friste med pludselig at vende tilbage til professionel fodbold og Eintracht Frankfurt, er døren åben.

- Martin er altid velkommen i Frankfurt, ikke mindst fordi han inderligt undskylder for hans ageren i de seneste dage og uger, hvor han klart og tydeligt har taget afstand fra højrefløjen, siger Frankfurtsportschef Markus Krösche.

- Vi håber, at han får fodfæste efter karrierestoppet.