Poulsen bomber i Bundesligaen: Men husker du disse fem danske 'Tor!', 'Tor!', 'Tor!'-drenge?

Yussuf Poulsen er ikke den eneste dansker gennem historien, der har banket bolde i kassen i Bundesligaen.

Ebbe Sand i Schalke 04. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

Lørdag stod i Yussuf Poulsens tegn.

Den danske landsholdsangriber noterede sig for både sit 13., 14. og 15. sæsonmål, da han sammen med holdkammeraterne i RB Leipzig udraderede Hertha Berlin med 5-0.

Med sine tre mål sparkede Yussuf Poulsen sig med helt frem i kampen om den tyske topscorertitel. Poulsen deler tredjepladsen med Dortmunds Marco Reus og Eintracht Frankfurts Luka Jovic, men der skal dog stadig nettes mere end et par gange, hvis danskeren skal indhente Bayern Münchens notoriske målsluger Robert Lewandowski, der sidder på tronen med 19 sæsontræffere.

Som motivation kan Yussuf Poulsen måske hente inspiration fra disse danskere, der alle har bombet i Bundesligaen før ham.

1

Allan Simonsen, Borussia Mönchengladbach, 76 mål

Allan Simonsen i november 1977. (Foto: ERIK JEPSEN © Scanpix)

Allan Simonsen har af mange årsager en unik position i dansk fodbolds historie, og den vævre vejlenser formåede da også at slå sit navn fast uden for Danmarks grænser.

I Borussia Mönchengladbach fik Allan Simonsen sit gennembrud, og det var også for sine præstationer her, han i 1977 blev kåret til Europas bedste spiller. Det blev til 76 mål i 178 kampe.

Video fra 1995, da Allan Simonsen blev optaget i Sportens Hall of Fame.

2

Ebbe Sand, Schalke 04, 73 mål

Ebbe Sand fejrer sit hattrick mod Liepajas Metalurg i Uefa-cuppen i 2004. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

Den nuværende sportsdirektør i Brøndby er ikke en, de lige glemmer i Ruhr-distriktet. Den danske målsluger hamrede nemlig 73 bolde i nettet i 214 kampe for de kongeblå i Schalke 04.

Hele 22 mål scorede Ebbe Sand i 2000/2001, da han sammen med holdkammeraterne var sekunder fra at vinde det tyske mesterskab. Han var dog nødt til at dele æren som Bundesliga-topscorer med Hamburger SV's Sergej Barbarez.

Herunder kan du se, hvordan det så ud, da Fodboldmagasinet besøgte en målhungrende Ebbe Sand i 2003.

3

Ole Bjørnmose, Werder Bremen og Hamburger SV, 52 mål

Gerd Müller (hvid) og Ole Bjørnmose kæmper om bolden i Idrætsparken den 30. juni 1970. (Foto: Jørgen jessen © Scanpix)

Ole Bjørnmose blev i 1966 solgt fra B1909 til Werder Bremen, hvor han over de næste fem sæsoner spillede 137 kampe. Undervejs nåede han såmænd at blive holdkammerat med en vis Sepp Piontek, der senere skulle blive dansk landstræner.

Bjørnmose skiftede i 1971 til Hamburger SV, hvor hans samlede kampantal i Bundesligaen frem til 1977 nåede op på i alt 323. Det højeste antal for en udlænding i Bundesligaen de næste 30 år.

Rekorden blev slået i 2008 af Sergej Barbarez. Hvem ellers.

Ole Bjørnmose scorer sit første landskampsmål for Danmark i kamp mod Tjekkoslovakiet i Idrætsparken i 1973.

4

Henning Jensen, Borussia Mönchengladbach, 49 mål

Allan Simonsen (tv) og Henning Jensen (im), begge Borussia Mönchengladbach, hilser på Per Røntved (Werder Bremen), der selv scorede 40 mål i sin karriere i Bundesligaen. (Foto: Willy Lund © Scanpix)

Henning Jensen dannede sammen med Allan Simonsen en giftig duo i Borussia Mönchengladbach, hvor det mellem 1972-1976 blev til 49 mål i 124 kampe.

Mens Allan Simonsen fortsatte karrieren i FC Barcelona, så tog Henning Jensen til Real Madrid et par år inden.

Henning Jensen scorede ni mål i blot 21 landskampe for det danske landshold.

Henning Jensens berømte hovedstødsmål på Wembley, på oplæg af Sir Bobby Charlton. Billedet af en svævende Henning Jensen blev senere brugt på forsiden af romanen "Fodboldenglen", skrevet af Hans Jørgen Nielsen.

5

Thomas Christiansen, Vfl Bochum og Hannover 96, 34 mål

Thomas Christiansen (blå) scorede i 2002/2003 21 sæsonmål for Bochum. (Foto: Ina Fassbender © Scanpix)

Halvt dansk, halvt spansk. Thomas Christiansen blev i 2002/2003 topscorer i Bundesligaen, da han sendte 21 bolde i kassen.

Æren måtte han dog, som Ebbe Sand, dele med en anden. Bayern Münchens brasilianske spids, Giovane Élber, ramte nemlig samme antal.

Thomas Christiansen lavede i alt 22 mål for Bochum på to sæsoner, inden det blev til 13 mål på tre sæsoner for Hannover 96.

Fodboldmagasinet besøgte i 2003 en brandvarm Thomas Christiansen i Bochum.

Facebook
Twitter