Red Bull giver fodboldklubber vinger – men ikke af de grunde, du måske troede

Red Bulls indtog i fodboldverdenen har været markant og ikke mindst succesfuldt.

Yussuf Poulsen og RB Leipzig spiller i dag tysk topkamp mod Bayern München. (Foto: ANNEGRET HILSE © Scanpix)

'Hellere konkurs end Red Bull' stod der på et af de bannere, som Brøndbys fans hang op langs sidelinjen under en træningskamp mod Hvidovre. 'Brøndby hader Red Bull' kunne man læse på et andet.

Protesten mod den østrigske gigant, der er verdens største producent af energidrik, blussede op i slutningen af januar. Få dage forinden havde mediet Inside Business bragt historien om, at Red Bull overvejede at investere i klubben på den danske vestegn.

Fansene frygtede at miste kontrollen med hjerteklubben til den udenlandske storspiller, der siden sit indtog i fodboldverdenen har skabt et franchise af klubber i Østrig, USA, Brasilien, og ikke mindst Tyskland.

Og det er ikke første gang, de to blodrøde tyre, der udgør Red Bulls logo, tænder en ild i fodboldfans. I 2014 holdt Union Berlins fans 15 minutters stilhed i en kamp mod RB Leipzig. To år senere smed Dynamo Dresdens tilhængere et skamferet tyrehoved på banen, da Leipzig kom på besøg.

Men spørgsmålet er, om Red Bull virkelig er så dårlig for fodbolden, som firmaet har fået ry for?

I Tyskland er RB Leipzig den mest forhadte klub i Bundesligaen. Men når klubbens danske angriber Yussuf Poulsen og resten af holdet senere i dag går på banen på Allianz Arena mod mægtige Bayern München, er det ikke bare som førsteudfordrer til det tyske mesterskab, det er også med en forretningsmodel i ryggen, der ikke passer ind i den fortælling, som skeptikerne har skabt om klubben.

Red Bull har fire fodboldklubber på tre kontinenter.

Søvnig forstadsklub

I en søvnig forstad til Leipzig fandt Red Bull i 2009 en klub, som ville sælge sin licens til at drive fodboldklub.

SSV Markranstädt lå i den femtebedste række. Klubben var hårdt ramt af finanskrisen og takkede ja til tilbuddet fra energidrik-giganten. Allerede dengang var planen at skabe en af Tysklands bedste klubber, helt fra bunden. Erhvervelsen af SSV Markranstädt var et brud med den måde, Red Bull siden starten af 00'erne havde forsøgt at etablere sig i folks bevidsthed. De store armbevægelse var kun på de indre linjer.

Markranstädt var ikke sexet, som da Red Bull overtog Jaguars licens til at køre i Formel 1. Det var ikke action-packed som de ekstremsportsgrene, der i dag nærmest er synonym med Red Bull. Og det nåede slet ikke mediedækningen af Felix Baumgartners spring fra rummet til sokkeholderne.

Opkøbet gik dog ikke fuldstændig under radaren. Tysk fodbold har en tæt på hellig regel, der skal sikre, at klubber ikke bliver overtaget at investorer a la Red Bull, men i stedet er på fansenes hænder. 50+1-reglen, som den hedder, blev indført i 1988 og har sørget for, at billetter til tysk fodbold er langt billigere end i resten af Europa, fordi fansene selv bestemmer priserne.

Red Bull er særligt kendt for sine store investeringer i motorsport og ekstremsport. (Foto: HAMAD I MOHAMMED © Scanpix)

Men hvor Borussia Dortmund for eksempel har 140.000 medlemmer med stemmetilladelse, gav Red Bull blot 17 personer stemmeret i den nye klub. Medlemmerne er desuden tilknyttet Red Bull i mere eller mindre grad.

Samtidig ændrede Red Bull klubbens navn til 'RB Leipzig'. 'RB' står for det, man lidt løst kan oversætte med 'græsboldsport'. På den måde kom Red Bull omkring Bundesligaens regler for branding.

De to regelfinter er noget af det, der har vakt folks vrede i Tyskland. Klubben leder efter quick-fix-løsninger, der hvor den kan, lyder kritikken.

Men selvom vreden mod RB Leipzigs metoder ikke er fuldstændig ubegrundede, så slører den også for den del af fortællingen, som handler om at etablere en succesfuld fodboldklub med en klar identitet.

Specielt efter at manden, der er i dag ses som lidt af en guru i fodboldverdenen, sportsdirektøren ved navn Ralf Rangnick, tog styring med både RB Leipzig og Red Bull Salzburg i 2012, er det kun gået én vej: Mod toppen.

Kun spillere under 24 år

Med et ønske om at skabe succesfulde, men samtidig økonomisk bæredygtige klubber, har Rangnick insisteret på, at Red Bull-klubberne skulle købe unge, talentfulde spillere. Han var således manden bag handlen, der i 2013 sendte en ung og talentfuld, men endnu ukendt Yussuf Poulsen fra Lyngby til RB Leipzig, som på det tidspunkt lå i den tredjebedste tyske række.

- Der bliver ofte sat lighedstegn mellem vores klub og de finansielle muskler, som vores ejer har. Men tabellen i Bundesligaen svarer ikke til klubbernes budget, hvis det gjorde, ville den se meget anderledes ud, har Rangnick udtalt.

Den danske landsholdsspiller Yussuf Poulsen er en af angrebsprofilerne i RB Leipzig. (Foto: Kai Pfaffenbach © Scanpix)

Lønningerne i RB Leipzig er da også væsentligt lavere end i klubber som Leverkusen, Schalke 04 og Wolfsburg, for slet ikke at tale om Borussia Dortmund og Bayern München.

- Penge er ikke alt i fodbold. Det er jo heller ikke sådan, at jeg ikke tjener penge, fordi jeg ikke spiller i en top 10-klub i Europa. Jeg tager den vej, som er bedst for mig. Jeg kan ikke udvikle mig, hvis jeg kun spiller hver anden eller tredje gang. Uanset hvad klubben hedder og uanset pengene, har Yussuf Poulsen sagt til finans.dk.

Hvor de største klubber i Tyskland investerer i spillere, der er klar til at træde ind på den helt store scene, har Rangnick en politik om, at Red Bulls klubber udelukkende køber spillere under 24 år.

Det stiller store krav til talentspejderne, samt næse for en god handel på direktionsgangen. Red Bull-klubberne har de senere år vist så rigeligt af begge dele.

19-årige Naby Kaita blev hentet i den lille franske klub FC Istre for omkring 10 millioner kroner til Red Bull Salzburg. To år senere købte Liverpool ham for 450 millioner kroner.

Sadio Mané blev opdaget i Metz, og efter et par sæsoner i Salzburg røg han også videre til Premier League, hvor Southampton var klar med tæt på 120 millioner kroner. I dag trækker senegaleseren i Liverpools røde trøje og regnes for en af de bedste spillere i den engelske række.

Red Bull-måden

Næste mand på affyringsrampen er angriberen Timo Werner, der som klubbens dyreste spiller blev købt i Stuttgart for 100 millioner kroner og i dag har et prisskilt på den dyre side af en halv milliard.

- Vi ønsker at gøre tingene på vores egen måde, Red Bull-måden. Vi vil ikke være ligesom Dortmund eller Bayern München, men i stedet selv udvikle vores spillere ud fra en langsigtet plan, har Leipzigs chef-talentspejder, britiske Paul Mitchell, der tidligere i karrieren var manden, der hentede Dele Alli, Son Heung-min og Toby Alderweireld til Tottenham, sagt.

Det norske stortalent Erling Braut Haaland er en af de seneste spillere fra en Red Bull-klub, der er blevet solgt for over 100 millioner kroner, da han i januar skiftede fra Red Bull Salzburg til tyske Borussia Dortmund. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)

Samtidig har RB Leipzig et af Tysklands bedste fodboldakademier og vinder mesterskaber i ungdomsrækkerne på stribe. Men det har knebet med at få talenterne til at slå igennem på førsteholdet. Det er næste mål for Rangnick, der i dag er ansat som mastermind og leder af alle Red Bulls fire fodboldklubber rundt omkring i verden.

Spillestilen, som gennemsyrer RB Leipzig – og som Rangnick nu arbejder på at få etableret i alle Red Bulls klubber – er også fuld af vitalitet. Med fokus på hurtigt genpres, når bolden er tabt, og direkte spil mod mål, er der sjældent et kedeligt øjeblik i RB Leipzigs kampe. I denne sæson – under ledelse af den yngste træner i Bundesligaen, kometen Julian Nagelsmann på bare 32 år – er spillet dog blevet mere afbalanceret.

Nagelsmanns unge mandskab sprudlede i efteråret og overvintrede på førstepladsen i Bundesligaen. Men efter en lidt haltende start på forårssæsonen er holdet dumpet ned på andenpladsen.

Men selv hvis Bayern München i dag skulle formå at stække RB Leipzig, så er klubben kommet langt på de ti år, den har eksisteret. Fra en døsig klub i den femtebedste række til en topklub i Bundesligaen. RB Leipzig har fået vinger, men nok ikke på den måde, du gik og troede.