Tyske ligaspillere 'sender klart signal': Opgiver løn for at redde klubben

Gladbachs spillere og ledere vil opgive deres løn for at hjælpe klubben økonomisk igennem coronakrisen.

Coronakrisen kommer til at ramme bundesligaklubberne hårdt, og derfor har spillerne i Borussia Mönchengladbach opgivet deres løn for at redde klubben. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)

Spillere og ledere i den tyske bundesligaklub Borussia Mönchengladbach har opgivet deres løn, så klubben kan overleve økonomisk gennem coronaepidemien, der har betydet, at ligaen er suspenderet.

Det siger klubbens sportsdirektør, Max Eberl.

- Spillerne ved, hvad der er på spil, og de har tænkt over det. Holdet har tilbudt at give afkald på sin løn, hvis det kan hjælpe klubben og dens ansatte, siger han på et pressemøde, der er gengivet på klubbens hjemmeside.

Klubben har valgt at tage imod tilbuddet fra spillerne.

- Jeg er meget stolt af drengene. Det er et klart signal om, at vi står sammen i gode tider og dårlige. Trænerstaben og direktionen har også valgt at opgive lønnen, siger Max Eberl.

Max Eberl, sportsdirektør i Borussia Mönchengladbach, er stolt over, at klubbens spillere har givet afkald på deres løn. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)

Bundesligaen er indtil videre udskudt indtil 3. april, men perioden forventes at blive forlænget.

Det kan få store økonomiske konsekvenser for klubberne, der mister penge på billetsalg, tv- og sponsorindtægter.

- Vi forventer den sværeste situation i Bundesligaen siden 1999, siger Gladbachs administrerende direktør Stephan Schippers.

- Målet er, at Borussia Mönchengladbach skal overleve denne coronakrise og gøre det uden at skulle fyre nogen. For at opnå dette bliver vi alle nødt til at arbejde hårdt sammen, siger han.

Gladbach ligger i øjeblikket nummer fire i ligaen med seks point op til Bayern München i toppen.

Klubben har den tidligere FC Midtjylland-spiller Andreas Poulsen i folden, men danskeren er frem til sommer lejet ud til østrigske Austria Wien.

/ritzau/