Vestergaard og 'AC' får Bendtners-plageånd som træner

Den tidligere Wolfsburg-træner Dieter Hecking bliver ny mand i spidsen for Borussia Mönchengladbach.

(Foto: FABRIZIO BENSCH © Scanpix)

Danskerklubben Borussia Mönchengladbach har ansat den tidligere Wolfsburg-træner Dieter Hecking som ny cheftræner efter fyringen af André Schubert onsdag.

Det meddeler klubben på sin twitterprofil.

Hecking har fået en kontrakt frem til sommeren 2019, hvor han skal stå i spidsen for holdet, som tæller de to danske landsholdsspillere Andreas 'AC' Christensen og Jannik Vestergaard.

Bendtners plageånd

52-årige Dieter Hecking blev fyret som cheftræner i Wolfsburg i midten af oktober efter en skuffende start på sæsonen.

Det var Hecking, der i sin tid forsøgte at få Nicklas Bendtner til at tilpasse sig de interne regler og træningskulturen i Wolfsburg, da den danske angriber spillede i klubben.

Det lykkedes dog aldrig helt, og det endte med, at klubben og Bendtner ophævede samarbejdet.

Nu får Hecking igen danskere under sine vinger. Andreas Christensen og Jannik Vestergaard er etablerede navne i holdets defensiv.

I 1980'erne spillede Hecking seks kampe for Borussia Mönchengladbach i sin aktive karriere, som ellers primært foregik på næsthøjeste niveau.

Som træner har Hecking stået i spidsen for SC Verl, VfB Lübeck, Alemannia Aachen, Hannover 96 og Nürnberg, inden han i 2012 fik cheftrænerstolen i Wolfsburg.

/ritzau/