Uddrag af Peter Møllers bog, 32

Dagen efter Peter Møller spiller sin sidste Superliga-kamp udkommer han i bogform. Her kan du læse et uddrag af kapitlet om Don og doktoren - Østergaard og Bjerregaard.

Peter Møller har scoret 44 af sine Superliga-mål for FC København. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Peter Møllers bog, 32, er skrevet i samarbejde med Niels Idskov. Den udkommer den 5. december og er udgivet af Tipsbladet.

Her kan du læse et uddrag af kapitlet: 'Don og doktoren'.

De to store bosser: Om Østergaards overspil og Bjerregaards underspil.

Min uge med bossen begynder lørdag formiddag. Så ruller hans Porsche op foran træningsbanen på Peter Bangs Vej, og med sig har han ofte et par børnebørn.

Om søndagen ser jeg ham igen. Bestyrelsesformanden træder ind i omklædningsrummet, giver hånd og ønsker spillerne god kamp. Inden han går en runde på stadion for at hilse på folk og fans. Derefter fløjtes der op, og når der er en kvart kamp tilbage, forlader han sin plads øverst oppe på tribunen. Vi spillere skimter ud af øjenkrogen, at han står midt imellem de to udskiftningsbænke. Måske er han også inde hos spillerne efter kampen, men så er det også slut. Resten af ugen ser jeg ikke Flemming Østergaard, men derfor kan jeg udmærket følge med i hans liv og færden. Der er ofte bud efter ham fra tv og presse, og det ser ud, som om han sjældent siger nej.

Hans modstykke hedder Per Bjerregaard. Den mangeårige direktør og opbygger af landets anden store fodboldklub. Der er kun få kilometer mellem vores træningsanlæg på Frederiksberg og Brøndby Stadion, men der er flere multihallers dybde imellem den måde, de markedsfører og driver deres virksomhed og klub på. FC København eller rettere Parken Sport & Entertainment er den pænt store virksomhed med mange ansatte og selskaber, mens Brøndby minder om en mindre familiebaseret forretning. Østergaard signalerer business, Bjerregaard bold. Østergaard er i jakkesæt også om søndagen, hvor Bjerregaard sidder på bænken i træningsdragt. Østergaard uddelegerer arbejdet. Tager sig selv af det overordnede og udadvendte, mens Bjerregaard bare er der hele tiden. Jeg ved det fra mine fem år i FCK og to år i Brøndby.

Bjerregaard er simpelt hen Brøndby. Og omvendt. Han former folk i sit billede ved at være i klubben hele døgnet. Han er stadig rådgiver for flere spillere og mandsopdækker dem, så de næsten ikke tør andet end at forlænge deres kontrakter. ”De er hjernevaskede,” som en kendt dansk mellemhandler udtrykker det. Og det er da også sjældent at se en Brøndby-spiller satse på en fri transfer. ”Det kan du ikke gøre imod os. Du er en del af os,” lyder det. Brøndby og Bjerregaard sælger spillere, når det passer dem. Ingen tvivl om det, selv om de siger noget helt andet. Ofte handles der med god timing og fortjeneste.

Overfor FC København er Brøndby mere traditionelt drevet. Med én stærk leder. Og ind i mellem mangel på format. Det er primitivt at forsøge at gøre en dyd ud af at befinde sig i nærheden af provinsen, og det er ægte bonderøvsstil at lade et bord med landspokalen stå og blafre midt i spillertunnelen, inden vi løber ind til en ligakamp. Jeg havde lyst til at sparke til bordet.

Flemming Østergaard er skaberen af ”Byens hold,” hvor individualismen og det mondæne siges at være i højsædet, men hvor det alligevel er hele familien – og ikke kun jakkesættene – der tropper op hver anden søndag. Og overfor Don Ø, som han kaldes, er der doktoren, der solgte sin praksis og byggede en serieklub op fra bunden af. Sten på sten, Laudrup på Laudrup og titel på titel. 20 år og kun én sæson udenfor Europa. Fra vindblæst stadion til intim arena. Man tager hatten af. Og den neutrale iagttager glæder sig med de to klubbers tilhængere på dansk fodbolds vegne over den både barske og frugtbare rivalisering.

På det personlige plan to vidt forskellige personer. Bjerregaard husker man for noget fagligt, som chef med en naturlig distance til spillerne. Østergaard derimod er mere påtrængende. Især fordi han altid vil være et skridt foran alle andre. Der er ingen, der overgår ham. Nogle gange overdriver han helt vildt. Og uden at blinke. Antallet af de flynødlandinger han har været udsat for, er vi holdt op med at tælle. Og møder man ham på løbebanen på træningstur i Sydafrika, fortæller han, at han har løbet flere omgange, selv om nogen lige har set ham komme.

Østergaard husker børns og koners fødselsdage, sender kort og er opmærksom. Og når han skal holde tale ved Niclas Jensens bryllup og får tårer i øjnene, oplever man den anden side af ham. Nogle tror, det er påtaget, men sådan ser jeg det ikke. Hvis man scorer et vigtigt mål, kan han slet ikke holde sin glæde tilbage, og man bliver omfavnet på sidelinien. Der er Bjerregaard lidt mere kontrolleret.

Østergaard har mest temperament, mens Bjerregaard samler sammen og bliver en sjælden gang virkelig vred. Østergaard skælder ud, men slår derefter på skulderen. Hurtigt videre. Bjerregaard husker mange år tilbage. Er man i den sorte bog? Jeg ville gerne have været tilbage til Brøndby fra Oviedo i 2001, men det lykkedes ikke. Jeg er i dag ligeglad med hvorfor. Den sag er der groet mos på. Men Bjerregaard var ikke til at få øjenkontakt med, da vi næste gang mødtes til et lokalopgør. Den slags lærer jeg aldrig at forstå.

De to chefers måde at være på afspejler sig i, hvordan klubberne er bygget op og smitter af på persongalleriet i de to klubber. Med stor forretningssans og en vis portion frækhed har Flemming Østergaard siden 1997 ført FC København og Parken frem til højstatus. Han tog initiativ til at købe Parken for 138 mio. kr. og har fået et helt underholdnings-mekka ud af det. Sådan ser han det også selv. Som et cirkus med ham selv som sprechstallmeister. Han er hele tiden i gang med at sælge klubben til de hungrende omgivelser, og det gør han godt. Som fodbold-boss, TV-vært, interviewoffer.

Bjerregaards mere tilbagetrukne stil matcher nok mere min natur. Han arbejder helst uden den store synlighed i medierne, men er til gengæld meget mere tilstede i den sportslige sektion. Faktisk er han der altid. Som direktør, læge og vigtigste medlem af bestyrelsen. På den måde kan han styre konflikterne og endda stoppe mange i opløbet. Han er meget stærk på de indre linier. Det var alene op til ham, om der skulle udbetales bonus efter en god præstation. Jeg tror ikke, han diskuterede det med andre. En streng og retfærdig ”far” og enehersker, hvis ord er lov.

Hvor Per Bjerregaard er omgivet af folk, han kan styre, og ofte tager store beslutninger i enrum, koncentrerer Østergaard sig om det overordnede. Der er ansat direktører til at varetage administration, udvikling og sport. På sidstnævnte post har Niels-Christian Holmstrøm siden 1999 siddet som en vægtig og kompetent med- og modspiller. To år efter blev FCK efter en stribe magre år atter dansk mester, og derefter er klubben forblevet i toppen. Det har Holmstrøm også sin store andel i. I Østergaard og Holmstrøm har klubben haft et stærkt og magtsøgende makkerpar, der har holdt hinanden til ilden og aldrig er veget tilbage i konfrontationerne udadtil.

Det er Holmstrøm, der har brugt et udtryk som ”Lars Tyndskids Mark” om et stadion i provinsen.

Ligesom det berømte reklameslogan med onelineren ”bonderøve”, der også bruges flittigt af vores fans, tegner det billedet af en lidt for arrogant klub. Der er en ekstra grund til, at jeg ikke bryder mig så meget om det. Fordi det i sidste ende er spillerne, det kommer til at gå ud over.

Ikke fordi vi melder ud, at vi hvert år skal vinde en titel, for det hører med, men fordi det direkte eller indirekte siges, at alle de andre klubber ikke regnes for noget. Og det pirrer dem unødigt. Den slags koster. Et eksempel: Brøndby-træner Michael Laudrup har helt undgået kritik, selv om han fravalgte den senere store angrebs-succes Søren Larsen, der blev solgt til Djurgården og snart efter til Schalke 04. Det skyldes både Laudrups store navn, men også at han repræsenterer Brøndby. Hvis Holmstrøm havde gjort det samme, ville han være blevet halshugget af pressen og alle hans spillerhandler nidkært blevet pillet fra hinanden. For der er vel ingen, der i dag mener, at Søren Larsen ikke dur?

Forskellen på konfliktløsning i de to klubber er markant. Nordmanden Erik Mykland var ofte dygtig til at trække et par af de unge spillere med ud i byen, men da det gik rigtig galt, skete det på en solotur onsdag 11. marts 2003. Et par dage før forårs-premieren ude mod OB kunne Ekstra Bladet vise nat-billeder af en mildest talt beruset Mykland liggende på fortovet foran et værtshus på Nørrebro. Historien gik sin gang i pressemøllen, og vi tabte kampen i Odense. Men med en udmærket spillende Mykland på holdet.

Som jeg havde udtalt et par dage før: ”Det holder ikke at opføre sig sådan så tæt på en vigtig kamp. Vi er jo professionelle fodboldspillere. Jeg skal selvfølgelig ikke blande mig i, hvad mine holdkammerater foretager sig, når de har fri, men det her holder ikke. Omvendt er Mykland garanteret en af de bedste på søndag. Bare vent og se.”

Det interessante er, at der i FC København ikke findes nogen regler for, hvad der er god og dårlig opførsel eller en procedure for, hvordan man tackler sådan en situation. Man skulle tro, at ledelsen kaldte spillerne sammen for at få styr på situationen og meldt konsekvenserne ud, men det skete ikke. Flemming Østergaard og Holmstrøm sagde ”ingen kommentarer” og overlod sagen til træner Hans Backe. Og hvad gjorde Backe? Han ringede rundt til tre-fire spillere, herunder mig, for at høre vores mening. Så sagde han til aviserne, at spillerne ikke burde udtale sig i sagen, hvilket vi så gjorde alligevel.

Sagen viser tre ting: at der en høj grad af ytrings- og anden frihed for spillerne i FCK, at regler er noget, vi selv skaber, men at der også er en bagside. Nemlig den, at når ledelsen ikke slår hårdt nok ned, eller er tydelig nok, så ender sorteper hos spillerne. Jeg skal ikke klage over presset ved at spille i en storklub som FC København. Det er en stor del af udfordringen, men af og til bliver opgaven unødig tung.

Man kan påstå, at det er hensynet til og friheden for den enkelte, som i FC København er vigtigere end holdet. Der er heldigvis højt til loftet, siger man. Men måske handler det om, at man endnu ikke har opbygget den klubånd eller det fællesskab, som Brøndby har haft et forspring til at rodfæste. Med ægte klubfolk placeret på strategisk vigtige steder i organisationen. Jeg synes, man i FC København skal passe på ikke at læne sig for langt ud af vinduet. I Brøndby vil man med al magt forsøge at dæmpe ethvert tilløb til skandale eller intern uro. Og hverken syndere eller medspillere ville udadtil komme til at stå som ofre, sådan som det ind i mellem er sket i min klub.

Damage control er ikke et fremmedord i Brøndby. Før det indbyrdes topmøde i denne sæson var Brøndby ifølge Per Bjerregaard i den ”værste skades-situation i 30 år,” og de ville nærmest være glade for ikke at tabe med de 5-0, som de blå-gule havde besejret os med i forsommeren. Da der blev fløjtet op, var Brøndby tæt på at være i stærkeste opstilling. Hvor FCK overspiller, gør Brøndby det modsatte. Forsøger at flytte favoritrollen over på andre. Og når Brøndby taber, siger Bjerregaard og Laudrup, at holdet har spillet godt.

Facebook
Twitter