Udskældt dansk dommer stopper international karriere

Peter Rasmussen stopper sin udlandskarriere.

Peter Rasmussen i midten efter kampen mellem Manchester City og Ajax. (Foto: Lee Smith Livepic © Scanpix)

I november blev han antihelt i Manchester, da han i to afgørende situationer ikke fløjtede Citys vej i Champions League-kampen mod Ajax Amsterdam.

I dag meddeler topdommer Peter Rasmussen, at han stopper sin internationale karriere, skriver dbu.dk.

Ifølge Rasmussen selv har den voldsomme kritik oven på 2-2-kampen mellem Manchester City og Ajax ikke haft afgørende indflydelse på hans beslutning.

-  Jeg må sige, det er en tanke, jeg har haft i over et år, så den er velovervejet og har intet andet med City-kampen at gøre, end at den kamp måske bare var dråben, der fik bægeret til at flyde over, fortæller 37-årige Peter Rasmussen til dbu.dk.

Rødglødende Mancini

Kampen mellem Manchester City og Ajax endte med, at en rasende City-manager Roberto Mancini råbte sine frustrationer ind i hovedet på Peter Rasmussen, der kort forinden først havde underkendt et mål til hjemmeholdet og siden undladt at fløjte for et straffespark.

Efter kampen indrømmede Rasmussen overfor sporten.dk, at kampens afslutning var voldsom.

- Det er første gang, at jeg oplever en så kaotisk afslutning på en kamp, sagde han dengang.

Holdt en pause

Efterfølgende valgte Peter Rasmussen at holde en pause fra dommergerningen indtil vinterpausen, og nu har han altså sagt fuldstændig stop for det internationale arbejde.

- Jeg føler ikke længere, jeg har overskuddet til at passe et fuldtidsjob, familien og dømme på topplan internationalt med de store krav, der bliver stillet. Det kræver for meget for mig mentalt, siger Peter Rasmussen til dbu.dk.

Peter Rasmussen fortsætter med at være dommer i Superligaen.

 

Facebook
Twitter