Uefa vil bruge VAR i Nations Leagues finalestævne

VAR kommer i brug, når England, Portugal, Schweiz og Holland spiller de afgørende kampe i Nations League.

Dommerne får hjælp af VAR-systemet, når der for første gang spilles finalestævne i UEFA Nations League. (Foto: Sergei Karpukhin © Scanpix)

Dommerne får hjælp af VAR, når der i denne uge skydes gang i Nations Leagues finalestævne i Portugal.

Det skriver Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) i en pressemeddelelse.

Forbundet har set gode resultater ved brugen af videodommere i knockoutfasen af Champions League og i Europa League-finalen, og derfor vil det også blive brugt i Nations League, skriver Uefa.

Et skridt fremad for alle

I semifinalerne spiller England, Portugal, Schweiz og Holland, og trænerne for de fire landshold er glade for, at dommerne får en hjælpende hånd i kampene.

- Jeg tror, at brugen af VAR i Nations League er et skridt fremad for alle, som elsker fodbold og fairplay.

- VAR er et fantastisk værktøj for alle dommere, spillere og trænere, og det burde blive brugt i alle Uefas konkurrencer, siger Fernando Santos, der er træner for det portugisiske landshold.

I en kamp mellem de to tyrkiske storklubber Fenerbahce og Galatasaray benytter dommeren sig af Video Assistant Referee (VAR). (Foto: MURAD SEZER © Scanpix)

Også Schweiz' landstræner, Vladimir Petkovic, er positiv over indførelsen af VAR i Nations League.

- Når vi har tekniske ressourcer, der kan støtte dommerne i deres arbejde, skal vi få det bedst mulige ud af dem.

- Det er dog vigtigt, at det i sidste ende stadig er manden frem for maskinen, der bestemmer, siger han.

Nations Leagues første semifinale mellem Portugal og Schweiz fløjtes i gang onsdag aften klokken 20.45.

/ritzau/

Facebook
Twitter