UEFA vil indføre regler for at stoppe racisme

UEFA vil forsøge at få standardiserede regler, så hele Europa reagerer ens over for racisme i fodbold.

Det skal snart være slut med racisme fra tilskuerpladserne i international fodbold.

Det europæiske fodboldforbund, UEFA, vil på et møde med sine medlemslande i næste måned arbejde på at få implementeret et sæt regler, der skal sikre, at racisme bliver tacklet ens alle steder.

I weekenden valgte den italienske dommer Gianluca Rocchi at stoppe en Serie A-kamp mellem AC Milan og AC Roma midlertidigt, da Milan-angriberen Mario Balotelli blev udsat for racistiske tilråb fra Romas fans.

Gianluca Rocchi traf ifølge UEFA-præsident Michel Platini den helt rigtige beslutning.

- Jeg takker Rocchi for det, han gjorde. Respekten for forskelligheder er vigtigere end at vinde, siger Platini til AFP.

- At stoppe kampe og komme med opfordringer over højttaleren - også at afbryde kampe helt - har vi anbefalet igennem lang tid, hvis tilråbene ikke stopper.

- Sådan har vi gjort det i de europæiske turneringer i de seneste fire år. Vi vil foreslå nogle retningslinjer, når vi mødes i UEFAs eksekutivkomité i London, så vi kan få standardiseret reglerne, så de også gælder i ligaerne, fortæller Platini.

UEFAs generalsekretær, Gianni Infantino, fortalte i april, at forbundet har planer om at straffe racisme hårdt. Spillere, der bliver fundet skyldige i racisme, skulle ifølge Infantino kunne få 10 spilledages karantæne.

Generalsekretæren fortalte også, at klubber skal kunne straffes med hjemmekampe uden tilskuere, hvis der er racistiske tilråb fra tribunerne.

/ritzau/

Facebook
Twitter