Usain Bolt tog fusen på alle: Skal spille velgørenhedskamp for Unicef

Sprinteren Usain Bolt kommer ikke til at tørne ud for drømmeklubben Manchester United, men han kommer til at spille på Old Trafford.

Usain Bolt skal snart spille på Old Trafford. (Foto: FAbrice Coffrini © Scanpix)

Usain Bolt kom mandag med en stor nyhed om, at han havde skrevet kontrakt med et fodboldhold. Det fik fodboldverdenen til at vente i spænding på, hvem verdens hurtigste mand skulle tørne ud for.

Men tirsdag viste det sig så, at Bolt havde skruet folks forventinger lidt højere op, end der måske var belæg for.

For på sin Twitter-konto skriver Bolt tirsdag, at han skal spille en velgørenhedskamp for Unicef, hvor blandt andre Robbie Williams også er at finde på banen.

Dermed bliver det ikke Borussia Dortmund, som jamaicaneren ellers skal træne med i marts, eller den sydafrikanske klub Mamelodi Sundowns, som han allerede har været på prøvetræning hos, der får glæde af en meget hurtig angriber.

Men til gengæld går lidt af Bolts store drøm i opfyldelse, for han har flere gange fortalt om sin store drøm om at spille for den engelske storklub Manchester United, og velgørenhedskampen skal spilles på Uniteds hjemmebane, Old Trafford.

- Jeg er glad for at meddele, at jeg skal spille ved Socceraid for Unicef_UK på Old Trafford søndag 10. juni. Sørg for at være klar, Robbie Williams, skriver Bolt på Twitter.