The Usual Suspects: Her er de nominerede til Årets Fodboldspiller

Titlen som Årets Fodboldspiller 2019 bliver et slag mellem tre velkendte ansigter.

Kasper Schmeichel har muligheden for at vinde titlen som Årets Fodboldspiller for anden gang i karrieren. (Foto: David Klein © Scanpix)

Posen er måske blevet rystet. Men da de nominerede til Årets Fodboldspiller 2019 idag blev offentligjort, var det tre velkendte navne, der blev trukket op.

Thomas Delaney, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen er nemlig den samme trio, som var nomineret i både 2016, 2017 og 2018.

Det er Spillerforeningen - og dermed spillerne selv - som står bag kåringen af Årets Fodboldspiller.

Og noget tyder altså på, at de danske spillere i ind- og udland mener, at det er Thomas Delaney, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen, der er toppen af poppen i dansk herrerfodbold.

Thomas Delaney

  • Thomas Delaney som vi kender ham på det danske landshold. Aldrig bleg for en god fight. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Thomas Delaney og Kasper Schmeichel jubler sammen over EM-pladsen efter 1-1 resultatet mod Irland. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Thomas Delaney jubler over en scoring for sin tyske klub Borussia Dortmund. Delaney har spillet i den tyske storklub siden sommeren 2018. (Foto: LEON KUEGELER © Scanpix)
  • Hvis der er noget de tyske fodboldfans kan lide, så er det fight og hårdhed. Og det har Thomas Delaney ved flere lejligheder vist fansene i Borussia Dortmund. (Foto: LEON KUEGELER © Scanpix)
  • Det er ikke kun på banen, at Thomas Delaney går forrest. Også uden for banen kan den 28-årige midtbanefighter tage taktstokken. Her takker han de fremmødte danske fans efter udesejren over Gibraltar i EM-kvalifikationen. (Foto: Jon Nazca © Scanpix)
1 / 5

Det er tredje gang i træk, at den 28-årige midtbanespiller er nomineret til titlen som Årets Fodboldspiller.

Det har da også været et godt år for Thomas Delaney. På landsholdet har han været en fast bestanddel af landstræner Åge Hareides startopstilling i ni af de ti landskampe, som er blevet spillet i 2019. Kun i venskabskampen mod Luxembourg måtte Delaney se til fra sidelinjen.

Også på klubplan har midtbaneslideren haft vind i sejlene. I foråret var Thomas Delaney og Borussia Dortmund tæt på at vælte mægtige Bayern München af tronen i den tyske Bundesliga. Men desværre for Delaney måtte Dortmund nøjes med sølvet, to point efter den tyske storklub.

Kasper Schmeichel

I videon herover kan du høre DRs fodboldkommentatorer Andreas Kraul og Kenneth Møller Pedersen gå i selvsving over Kasper Schmeichels redninger i EM-kvalifikationskampen mod Schwiez.

Det er svært at komme uden om Kasper Schmeichel, når man taler fodboldåret 2019. Ankermanden for det danske landshold og Premier League-klubben Leicester har flere gange leveret toppræstationer.

Mest klar for de fleste danskere står nok pragtpræstaionen i EM-kvalifikationskampen mod Schweiz i Parken tilbage i oktober. Her diskede den danske keeper op med den ene fantomredning efter den anden.

Men også efterårssæsonen i det engelske pynter på Kasper Schmeichels 2019. Leicester indtager en aktuel andenplads i Premier League, og Schmeichel er kun blevet passeret sølle otte gange i 12 kampe. Dermed er Leicester det hold, som har lukket færrest mål ind i Premier League i denne sæson.

Det er sjette gang, Kasper Schmeichel er nomineret til Årets Fodboldspiller. Og i 2016 kunne han modtage prisen for første og eneste gang.

Christian Eriksen

I videoen herover kan du se Christian Eriksen, som vi kender ham bedst. Her med scoringen til 1-0 mod Australien ved VM i 2018.

2013, 2014, 2015, 2017 og 2018. Hele fem gange har Christian Eriksen kunnet lade sig hylde som Årets Fodboldspiller. Og i år er det niende gang i træk, at den danske Tottenham-stjerne er nomineret til prisen.

Især i foråret var Christian Eriksen i hopla. Han spillede sig i Champions League-finalen med sit engelse hold Tottenham, og så sluttede han Premier League-sæsonen med otte mål og 12 assists.

Christian Eriksen har også haft mål i støvlerne på landsholdet i 2019. I den netop overståede EM-kvalifikation sluttede Eriksen som dansk topscorer med fem mål og viste endnu engang, hvor vigtig han er for det danske landshold.

De kvindelige danske fodboldspillere skal ligeledes have kåret Årets Fodboldspiller 2019. Du kan læse, hvem der er nomineret her

Årets Fodboldspiller 2019 bliver afsløret til DR Sportens store sportsshow Sport 2019, der sendes den 4. januar 2020.