VÆR MED Se VM-kampene på storskærm

DR og TV2 deler rettighederne til VM-kampene, men du kan se samtlige kampe på storskærm i København.

Med sommerfugle så store som Hulks bagparti i maven glæder vi os til at give jer masser af VM i den kommende måned.

Du kan se samtlige kampe (der er spillet før midnat) på storskærm, hvis du kommer ned til DR's VM-studie på Islands Brygge i København. Herfra sender både DR1 og DR3 optaktsprogrammer til de kampe, vi viser, mens P3 sender LIGA alle aftenener fra studiet på Bryggen, hvor der er lagt op til aftensol, grill og hygge.

Hver eftermiddag får du seneste nyt fra Brasilien i programmet "Rio på P3" - fra hjertet af Brasilien sender Peter Falktoft, Maja Rosager og Mads Steffensen de største og mindste nyheder hjem fra det fodboldgale land.

Fra klokken 18 står den på "Liga" i din radio. Louise Dreisig og Jesper Holm sørger for at varme godt op til kampene med gæster og stiller om til radio-kommentatorerne. Alle kampe bliver sendt live på P3.

På DR1 får du selvfølgelig de seneste nyheder fra Rio klokken 18:50 og i de sene sportsnyheder klokken 22:20.

Se VM-program hver formiddag på DR3

DR3 er din ven hver morgen under VM: Fra klokken 7:25 kan du gense en af gårsdagens kampe i fuld længde og fra klokken 9 sender vi VM-magasinet "VM i vandkanten" direkte på DR3. I hvert program får værten Martin Kampmann besøg af en eller to kendte og VM-glade danskere, som vil se på VM's skæve sider.

En lille fodboldbane på Bryggen er klar til mini VM-turneringen (Foto: DR © DR Sporten)

Mini VM-turnering

På Islands Brygge i København har DR arrangeret en lille mini-turnering: 32 hold med repræsentanter fra hele verden dyster mod hinanden i en 4-mod-4-turnering, der kører parallelt med VM-turneringen.

Der spilles puljekampe fra den 12. juni til den 26. juni og herfter knald-eller-fald kampe.

Man kan få lov til at repræsentere et land og dermed deltage i turneringen, hvis mindst en af holdets spillere har rødder tilbage til landet.

Og så kan du altså også bare møde op på Bryggen for at se kampene på storskærm og se hvilke gæster, Peter Møller har besøg af i tv-studiet.

 

FacebookTwitter