Valgdag i Uefa: DBU-formand vil til tops på åbenhed, antikorruption og kvindefodbold

DBUs formand Jesper Møller går efter toppost ved dagens Uefa-valg.

DBU-formand Jesper Møller er torsdag på valg til Uefas eksekutivkomité. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Åbenhed, ansvarlighed og samarbejde. Det er nogle af nøglebegreberne i den valgkamp, som Dansk Boldspil-Unions formand, Jesper Møller, har ført de seneste par måneder.

Målet er at få en plads i det europæiske fodboldforbund Uefas øverste organ, den magtfulde eksekutivkomité, ved valget torsdag.

- Mine holdninger om antikorruption og gennemsigtighed kender de fleste, og det vil jeg holde et vågent øje med, hvis jeg bliver valgt. Og så vil jeg arbejde for kvindefodbolden, hvor vi gerne vil vækste markant, siger Jesper Møller.

DBU-formanden mener, at det vil være til gavn for dansk fodbold, hvis han bliver valgt.

- Vi får vores synspunkter repræsenteret direkte ind i beslutningsorganet. Uefas eksekutivkomite har massiv kompetence på en række vigtige områder, klubfodbold, kvindefodbold og landsholdsfodbold. Og så er det Uefa, en stor del af DBUs og klubbernes økonomi kommer fra, påpeger Jesper Møller.

I kamp med fodboldstjerner

Der er ni kandidater til syv pladser ved dagens valg, der finder sted i Rom. Blandt Jesper Møllers modkandidater er tidligere fodboldstjerner som VM-topscoreren fra 1998, kroaten Davor Suker, og den tidligere bulgarske landsholdsmålmand Borislav Mikhailov, der blandt andet førte sit land til en fjerdeplads ved VM i 1994.

Sådan huskes kroatiske Davor Suker nok bedst; som målscorer for det kroatiske landshold. Torsdag er han dog modkandidat til DBU's formand Jesper Møller, når der er valgt til Uefas eksekutivkomité. (Foto: © Reuters Photographer / Reuter © Scanpix)

Selv om Jesper Møller er oppe mod store navne, så forventer han, at han har en god mulighed for at blive valgt, ikke mindst fordi han er den eneste kandidat fra et nord- og vesteuropæisk land:

- Der er et ønske i Uefa om, at der skal være en balance mellem nord, syd, øst og vest, og det er nok min chance for at blive valgt. Hvis de fleste lande har det synspunkt, så står jeg godt, siger Jesper Møller, som skal have mindst 28 stemmer fra Uefas 55 medlemslande, hvis han skal vælges.

Uefas troværdighed er stigende

Fodboldens verdensorganisation Fifa blev ramt af en stor korruptionsskandale for fire år siden, hvor Fifas præsident Sepp Blatter trak Uefas førstemand, Michel Platini, med i faldet efter massive afsløringer af korruption og snyd i fodboldens top.

Tidliger præsident for Uefa, Michel Platini. (Foto: Pierre Albouy © Scanpix)

Og Jesper Møller er helt med på at fodboldledernes image stadig ikke er i top efter skandalen. Men det går bedre, især i Uefa.

- I det regnskab, vi godkender i dag, kan man for første gang se præcis, hvad præsidenten, generalsekretæren og medlemmerne af eksekutivkomiteen får i honorar. Det har man ikke kunnet se tidligere. Det viser lidt om den udvikling, der har været i Uefa de sidste par år med hensyn til gennemsigtighed. Selvfølgelig er der mulighed for forbedringer, men jeg synes faktisk Uefa er kommet langt under den nye præsident, og det er jeg tilfreds med, siger Jesper Møller.

Netop Uefa-præsident Alexander Ceferin er også på valg i dag, men der er ingen modkandidater til sloveneren, som derfor kan fortsætte i endnu fire år som europæisk fodbolds førstemand.

Facebook
Twitter