Vibe og Olsen hyldet i Sverige

En stribe danskere klarede sig fornemt i kåringen af de bedste spillere i Sverige.

Lasse Vibe var blandt de danske spillere i Sverige, der blev hædret i aftes. (Foto: Adam Ihse © Scanpix)

Tre danske fodboldspillere klarede sig torsdag aften særdeles fornemt i en kåring af årets bedste fodboldspillere i Allsvenskan.

Den svenske fodboldsæson er lige sluttet, og svenskerne har hyldet sæsonens spillere i en kåring valgt af de 16 ligatrænere og anførere samt 32 udvalgte journalister og eksperter.

Mesterholdet Malmö FFs dansk-svenske målmand Robin Olsen tog prisen som den bedste målmand i den svenske liga. Her placerede den tidligere FC Nordsjælland- og Randers-målmand Kevin Stuhr-Ellegaard sig på tredjepladsen i afstemningen. Kevin Stuhr-Ellegaard spiller i Elfsborg.

Mellem de to dansktalende målmænd var Djurgårdens Kenneth Höie.

IFK Göteborgs Lasse Vibe har imponeret gennem hele sæsonen, og den danske landsholdsangriber blev topscorer i Allsvenskan. I afstemningen om årets angriber måtte han nøjes med andenpladsen efter den hjemvendte Markus Rosenberg fra Malmö FF.

Rosenberg har en lang udlandskarriere bag sig i klubber som Ajax, Werder Bremen og senest i West Bromwich Albion i England.

Markus Rosenberg og Lasse Vibe placerede sig også som nummer et og to i Allsvenskans Stora Pris, som er kåringen som årets mest værdifulde spiller for sin klub.

/ritzau/

Facebook
Twitter