VIDEO Brøndby-triumf: Sender Juventus ud af Champions League

Foran 8531 tilskuere vandt Brøndbys kvinder 1-0 over Juventus og er videre i Champions League, mens Fortuna Hjørring er ude.

Brøndbys fodboldkvinder er klar til ottendedelsfinalen i Champions League.

Den italienske storklub Juventus blev onsdag aften sendt hjem fra den københavnske vestegn med et 0-1-nederlag.

Da det første opgør i Torino endte 2-2, er Brøndby videre til næste runde med samlet 3-2.

Nicoline Sørensen blev onsdagens store helt for Brøndby, da den 21-årige danske angriber efter 33 minutter sparkede hjemmeholdet i front med et fladt spark.

På det tidspunkt havde de italienske gæster ellers haft flere gode tilbud.

Tilskuerrekord i Brøndby

8531 tilskuere havde fundet vej til aftenkampen på Brøndby Stadion, og det er dansk tilskuerrekord for en klubkamp mellem to kvindehold.

De mange tilskuere kunne se, at Per Nielsens spillere sad tungt på kampen efter føringsmålet, og Juventus evnede ikke at iværksætte et comeback.

I slutfasen havde Brøndby et par muligheder for at øge føringen på kontraangreb, men chancerne blev ikke spillet store nok.

Mens Brøndby spillede sig videre i CL, måtte Fortuna Hjørring forlade turneringen. Jyderne havde med et 0-2-nederlag i Fiorentina i første kamp et svært udgangspunkt mod italienerne i returopgøret på hjemmebanen.

Og det blev da også noget nær umuligt for Fortuna Hjørring, der kom bagud med 0-2 allerede efter 25 minutters spil. Dét blev også kampens resultatet, og dermed tabte de samlet 0-4 og er ude af Champions League.

Harder på måltavlen

Ud over på Brøndby Stadion var der også dansk Champions League-succes i Tyskland.

Landsholdsanfører Pernille Harder kom på måltavlen for tyske Wolfsburg, der på hjemmebane vandt 2-0 over islandske Þór/KA.

Harder scorede også i den første kamp mellem holdene for to uger siden. Dermed var hun stærkt medvirkende til en samlet Wolfsburg-sejr på 3-0.

/ritzau/

Facebook
Twitter