VIDEO Forklædt Holmstrøm skælder ud på pressen

Pokalfinalen i maj 1982 bød på masser af mål, forlænget spilletid og en opsang til pressen fra B1903-træner Niels-Christian Holmstrøm.

Niels-Christian Holmstrøm har aldrig været en mand, der er bange for at sige sin mening. Den tidligere FCK-sportschefs seneste bidrag til den danske fodbolddebat er en lille stikpille til rivalerne fra Brøndby.

Helt præcist er det kommunikations- og marketingsdirektør i Brøndby, Anders Bay, der i et Holmstrøm-interview i Tipsbladet må lægge ryg til lidt Holmstrøm-drillerier, da næstformanden i Parkens bestyrelse mener, at meldingerne fra Vestegnen er blevet lige lovligt offensive på det seneste.

- Vi hører retorikken fra Vestegnen, og selv om den indtil videre lyder mest som professor Tribini, så har vi også fået sportslige udfordringer fra FC Midtjylland og AaB, siger Niels-Christian Holmstrøm.

Professor Tribini var en kendt gøgler og tryllekunstner, der optrådte på Dyrehavsbakken og blandt andet blev kendt for sine talegaver.

- Vi hilser konkurrencen velkommen. Det holder os skarpe. Men man kan ikke snakke sig til det. Selv ikke med en spindoktor, ham den samme, som Bjarne Riis havde, dengang han stadig sagde, at han aldrig var testet positiv. Skal vi ikke bare lade den stå der, lyder det fra Holmstrøm om Anders Bay, der i øvrigt tager kritikken ganske afslappet, og glæder sig over, at der er lidt livstegn fra Holmstrøm, som han kalder 'Danmarks ældste teenager'.

Gøgl fra arkiverne

Nu skal man som bekendt ikke kalde andre folk for gøglere, når man selv går med falsk skæg, næse og briller, så i denne uges udgave af 'Fredag i Fortiden' har vi derfor fundet et lille klip frem fra arkiverne, hvor Niels-Christian Holmstrøm tropper op til pokalfinalen i 1982 mod B93 i netop den mundering som træner for B1903.

Den skarpe tunge havde Niels-Christian Holmstrøm også medbragt til pokalfinalen, hvor han gav en lille opsang til pressen generelt og til DR Sportens udsendte reporter, den desværre nu afdøde Jens Jørgen Brinch.

Se Holmstrøms opsang og et fyldigt sammendrag af pokalenfinalen mellem B93 og B1903, der endte 3-3 efter forlænget spilletid, i playeren herover.

Da ingen vinder kunne findes den eftermiddag, blev der spillet omkamp den 9. juni 1982, hvor B93s indskiftede postbud Jens Nørager blev matchvinder med sin scoring til 1-0 efter 86 minutter.

Facebook
Twitter