VIDEO Landsholdsangriber stopper måltørke i Holland

Nicolai Jørgensen fik endelig scoret for Feyenoord, der hentede en sikker 3-0-sejr over Heerenveen.

Det har været nogle tunge måneder for landsholdsangriberen Nicolai Jørgensen, men måske er han på vej mod bedre tider.

Jørgensen kom torsdag aften på måltavlen for Feyenoord, der hjemme på De Kuip besejrede Heerenveen med 3-0 i Æresdivisionen.

Målet faldt på et tørt sted for den tidligere ligatopscorer. Inden kampen havde han kun scoret tre ligamål i denne sæson, og i foråret har han ved flere lejligheder været ude af Feyenoords startopstilling.

Scoring efter hjørne

Jørgensens scoring faldt efter lidt over en halv times spil og var udslag af lidt af en tilfældighed.

Efter et hjørnespark headede en Feyenoord-spiller bolden blødt mod mål, og det burde være en smal sag for Heerenveens Sam Lammers, der havde taget opstilling ved den ene stolpe.

Men angriberen kiksede sin tæmning. Jørgensen var vågen og kunne prikke sit hold foran med en lang tå.

Feyenoord havde tabt sine to seneste ligakampe, og Rotterdam-klubben var ved at komme i knibe i kampen om tredjepladsen, der giver billet til Europa League-kvalifikationen.

Med endnu et nederlag ville klubben have været fire point efter AZ Alkmaar, men Jørgensens åbningsmål sendte Feyenoord på ret kurs.

Efter pausen øgede først Steven Berghuis og siden Tonny Vilhena, så det endte med en komfortabel hjemmesejr.

Dermed er Feyenoord et point fra tredjepladsen med seks spillerunder igen.

/ritzau/

Facebook
Twitter