VIDEO: Se Erik Dyreborgs fem mål mod Norge

Erik Dyreborg skrev sig ind i fodboldhistorien med fem scoringer mod Norge.

Fodboldspilleren Erik Dyreborg er død, 73 år gammel. Tirsdag sov han ifølge familien stille ind.

Han nåede kun at spille seks landskampe, men skrev sig alligevel ind i historien, da han lavede alle fem mål i 5-0-sejren over Norge på Ullevaal i Oslo 24. september 1967.

Herover kan du se et indslag om kampen, hvor Dyreborg i 2011 ser tilbage på opgøret. Dét indslag er i øvrigt optaget kort før en EM-kvalifikationskamp mod Norge - som det danske landshold også møder på fredag.

Tæt på at miste livet i flykatastrofe

Dyreborg fik sin fodboldopdragelse i Boldklubben Frem. I 1961 skiftede han til Næstved IF.

Ifølge Wikipedia var han som blot 17-årig på træningsophold i et par måneder hos Manchester United frem til julen 1957. Mindre end to måneder efter blev otte af holdets spillere dræbt ved flyulykken på München-Reim lufthavnen i forbindelse med en mellemlanding efter en Europa Cup-kampen i Beograd.

Tre år senere var Erik Dyreborg den sidste af de ni spillere, der oprindeligt var gået ombord i et fly, som styrtede ved en katastrofe ved Kastrup den 16. juli 1960. Dyreborg var blevet bedt om at tage plads i et andet mindre fly med plads til fire passagerer. Eftersom DBUs generalsekretær, Erik Hylstrup, ville have to tasker med spillerudstyr med på den først afgående maskine.

Det blev Dyreborg redning - otte danske fodboldspillere omkom ved flystyrtet.

Med i 14-2 sejr over Island

Dyreborg var med i 14-2-nedslagtningen af Island en måned før kampen mod Norge, og selv om han selv mente at have spillet end god kamp dengang - og blandt andet scorede to mål - fik han kritik for sin indsats for ikke at være målfarlig nok.

Det førte til en trodsreaktion fra Frem-spilleren i den følgende kamp.

- Jeg havde lagt op til otte af de andre mål, men det tog man ikke hensyn til. Så jeg tænkte i kampen mod Norge, at jeg ville skyde på alt. Ikke noget med at aflevere bolden, sagde Dyreborg i et videointerview på Dansk Boldspil-Unions hjemmeside i forbindelse med fodboldforbundets 100-års-jubilæum.

I udlandet spillede han for Boston Beacons i USA og senere HS Haag i Holland. Han sluttede sin aktive karriere med to år i Avesta i den svenske 2. division.

De seneste mange år var han trods en ny hofte fortsat fast mand på torsdagsholdet i Frem, hvor han holdt gamle venskaber og konditionen ved lige.

DR / Ritzau

Facebook
Twitter